100 hunde slagtet

Protesterne vokser, efter at det er kommet frem, at 100 canadiske slædehunde blev slagtet sidste år i april, fordi der ikke var kunder nok til slædeture i forbindelse med De Olympiske Vinterlege i Vancouver.
Skrevet af Karsten Sommer
10. februar 2011 13:13

Det er ifølge de protesterende særdeles problematisk, at hundene, der var ejet af Howling Dog Tours Inc., måtte lade livet, udelukkende fordi det ikke var rentabelt at drive forretningen.

- Jeg tror ikke, samfundet er villig til at acceptere, at dyr - i særdeleshed hunde - skal slås ihjel, bare fordi de er tilovers, siger Debra Probert fra Vancouver Humane Society, der truer med at ville boykotte hele hundeslædebranchen.

Hundedrabene kom til offentlighedens kendskab, da en ansat i virksomheden ansøgte om erstatning, da han hævdede at lide af stress efter at have skudt de mange hunde og skåret halsen over på dem.

Ejeren bagatelliserede dengang episoden og sagde, at der blot var tale om ’nogle gamle og syge hunde, der alligevel skulle slås ned’.

Det har fået flere til at protestere mod en branche, hvor dette ifølge kilder ikke er noget særsyn. En branche uden opsyn, skriver Ekstrabladet.

Det er endnu uklart, om nedslagtningen af de 100 slædehunde vil resultere i en sigtelse. Det er ikke ulovligt at slå sit kæledyr ihjel, mens det omvendt ikke er tilladt at udsætte dem for unødvendig lidelse. Og det samme gør sig gældende her i Grønland.