10 nye instruktører indenfor psykisk førstehjælp

I mange år har Røde Kors over hele verden været synonym med førstehjælp, og når man siger førstehjælp, tænker man først og fremmest på den fysiske førstehjælp. Hos Grønlandsk Røde Kors er man dog gået et skridt videre og har også taget fat på den psykiske førstehjælp. I weekenden blev der uddannet yderligere to håndfulde instruktører.
Skrevet af Peter Troelsen
12. februar 2013 12:51

10 deltagere fra hele landet har brugt den forgangne weekend på at dygtiggøre sig indenfor for den psykiske førstehjælp. Her er der ikke brug for hjertemassage og Nato-stilling, men derimod lærer deltagerne alt om at tackle problemer på det psykiske plan. Det kan være uventet dødsfald, skilsmisse eller andre personlige problemer, som vi alle sammen løber ind i med jævne mellemrum.

-Jeg er glad for, at vi har fået nye instruktører, men undrer mig over, at der ikke er flere end 10 mennesker, der har interesse i at lære psykisk førstehjælp. Der burde jo næsten være en på enhver skole, som har med kriseberedskabet at gøre, der kan psykisk førstehjælp. Det samme gælder også hospitaler eller studievejlederne på de videregående uddannelser, der har god brug for den ballast. Vi accepterer, det tager tid at få indført noget nyt, men jeg håber også, at der vil være større interesse, næste gang vi udbyder instruktørkurser i psykisk førstehjælp, fortæller Kirsten Mortensen, der er sekretariatsleder hos Grønlandsk Røde Kors til knr.gl.

Der stilles store krav til deltagerne på instruktørkurset, da man arbejder med coorperative learning. Her bliver deltagerne inddraget i undervisningen og er i gang fra første færd. Også på det psykiske plan bliver deltagerne udfordret, da der hele tiden er ting, der skal bearbejdes. Enten fra egne oplevelser eller fra de andre deltagere.

-Vores deltagere var meget begejstrede, og nu kan de gå hjem og undervise deres kolleger. Flere af deltagerne kom fra beredskabsstyrelsen eller fra kommunernes børne- og familieafdelinger, og der er god brug for mere forståelse for psykiske problemer i den sammenhæng. Nu må vi jo ikke tro, at vi som instruktører i psykisk førstehjælp kan løse alle problemer, mange gange må vi også henvise til sagkundskaben. Vores deltagere har lært meget, som de kan gøre brug af, men vi skal aldrig være bange for at henvise til eksperterne, siger Kirsten Mortensen.