1. maj-opsang til politikere: Glem ikke mindre byer og bygder

Politikerne skal gøre mere, hvis vi skal undgå fraflytninger fra bygder og byer og sikre arbejdspladser til alle, lyder det i årets 1. maj-tale fra SIK.
I år blev talen dog ikke holdt i forsamlingshuset i Nuuks bymidte som normalt - for på grund af coronakrisen er fysiske møder og sammenkoster aflyst, og Jess G. Berthelsens tale bliver i stedet vist på Youtube. Foto © : KNR
01. maj 2020 12:37

- Jeg vil gerne stille de folkevalgte dette klare spørgsmål: Accepterer I den udvikling, som er i vores land nu, som noget der skal være, fordi I tyr til holdningen ’vi kan jo ikke styre folk, hvad angår spørgsmålet om, hvor de skal flytte hen’?

Spørgsmålet blev stillet af formanden i fagforeningen SIK, Jess G. Berthelsen, i den traditionsrige 1. maj-tale.

I år blev talen dog ikke holdt i forsamlingshuset i Nuuks bymidte som normalt - for på grund af coronakrisen er fysiske møder og sammenkoster aflyst, og Jess G. Berthelsens tale blev i stedet vist på Youtube.

LÆS OGSÅ 1. maj uden optog og forsamlinger i Nuuk

Det afholdt ham dog ikke fra at henvende sig direkte til Grønlands politikere. Blandt andet med et ønske om at fokusere på udvikling af landets mindre byer og bygder. 

Ifølge formanden i SIK har mangel på arbejdspladser og en stagneret udviklingspolitik ført til, at særligt bygder oplever fraflytning til de større byer. Han mener derfor, at politikerne skal arbejde hårdere på at vende tendensen, så dele af Grønland ikke affolkes.

- Hvis vi ønsker, at hele landet fortsat skal være beboet, skal vi nu udvælge byer eller bygder, som vi gerne vil udvikle, lyder det i talen fra Jess. G Berthelsen.

Arbejdspladser til lokale

Manglen på arbejde til lokale er også et problem, som Jess G. Berthelsen mener, at politikerne skal tage op. 

I sin tale giver han udtryk for, at udenlandske arbejdere fra eksempelvis Thailand og Fillipinerne er i job, som lokale kunne udføre. 

- Det kan jo ikke være rigtigt, at betjeningen hos pølsemanden skal udføres af tilkaldt arbejdskraft. Det kan overhovedet ikke accepteres, siger Jess G. Berthelsen. 

LÆS OGSÅ Nu er 460 døde med coronavirus i Danmark - indlagte falder igen

Formanden for SIK mener, at arbejdsforholdene for såvel lokale som udenlandske arbejdere skal forbedres, og at det skal være sværere for kommuner at tillade tilkald af ufaglært arbejdskraft fra andre lande.

Se hele Jess G. Berthelsens tale her: