Østgrønlandske fangere har forskerbesøg

Østgrønlandske bjørnefangere har disse dage besøg af et forskerhold, der skal tage prøver fra de bjørne, der bliver skudt.
Skrevet af mlk
01. marts 2011 05:33

Indtil videre har projektet været en succes. Det er lykkedes forskerne at udtage prøver af høj kvalitet fra 3 bjørne. Det skriver professor Rune Dietz fra DMU ved Aarhus Universitet på sin blog om projektet. Målet er prøver fra 10 bjørne i løbet af 3 uger.

De 13 forskere har slået sig ned i Kap Tobin (Uunarteq) lidt syd for Illoqqortoormiut. Med på turen er også to filmhold, dels engelske Windfall Films og danske DK4’s naturfotograf Steen Andersen.

I fredags skød to fangere hver sin isbjørn næsten samtidig. Så det kan nok være, at forskerne fik travlt. Prøverne skal nemlig helst være taget inden for en halv time efter bjørnen er skudt, da forskerne så har en unik mulighed for at arbejde med levende hvide blodlegemer, leverens enzymer og binyrernes og skjoldbruskkirtlens hormonproduktion. Prøverne bliver lynfrosset ved hjælp af flydende nitrogen, som forskerne har med sig.

På forhånd har forskerne holdt møde med KNAPK og de lokale fangere for at aftale forløbet omkring undersøgelserne. Udfordringen er at bringe fangere og forskere sammen hurtigst muligt. Til gengæld får fangerne en dusør på 5000 kroner, hvilket er mere end de plejer. Tidligere har det nemlig været op til dem at udtage prøver. Forskerne køber også skind og skeletter fra nogle af bjørnene.