Øget fokus på unges selvmord i Canada

Det canadiske institut for sundhedsforskning CIHR vil sætte fokus på unges selvmord – først og fremmest styrken til at modstå dem – i en række nye forskningsprojekter.
Skrevet af mlk
13. januar 2014 06:04

- På mange områder er det de unge i den cirkumpolare region, der bærer den største byrde af de stadige forandringer. Samtidig er det også de unges kreativitet, styrke og modstandskraft, der skal lyse på vejen frem mod fornyelse af den mentale sundhed i det cirkumpolare område, skriver CIHR.

I alt 1 million dollars, 5 millioner kroner, skal gå til omkring fire forskningsprojekter om selvmord.

Initiativet er igangsat via Arktisk Råds arbejdsgruppe for bæredygtig udvikling. Bag forslaget står Canada, Danmark/Grønland/Færøerne, Norge og USA og de permanente deltagere i rådet. Planen er at forskningsprojekterne skal sprede sig ud over mere end en arktisk stat.

 

Forskningen skal munde ud i en række anbefalinger til, hvordan landene i Arktis bedst kan modvirke selvmord. Projekterne forventes at starte til marts.