GM i fodbold 2018 Ældste og yngste spiller scorede i målorgie
Onsdagens kampe ved GM i fodbold bød på hele 31 mål til glæde for tilskuerne ved Nuuks kunstgræsbane.
Skrevet af Karsten Sommer
De mange mål skyldtes dog primært Diskobugt-opgøret mellem N-48 og Kugsak 45 som Ilulissatholdet vandt med hele 13-1 over holdet fra Qasigiannguit.
Kampen bød iøvrigt på scoringer fra både mesterskabernes ældste og yngste spiller!
Kugsak 45´s næsten 48-årige Jonas "Kidi" Hansen stod for Qasiannguitklubbens enlige mål, mens den kun 14-årige Nemo Thomsen fra N-48 scorede hattrick - altså 3 mål!
Inden den kamp havde UB-83 vundet 3-0 over Kagssagssuk og B-67 havde slået K33 med 5-0.
I onsdagens sidste kamp vandt de nuværende mestre IT-79 over Eqaluk-54 med hele 8-1.
Før dagens kampe er N-48 og B-67 stadig ubesejrede.
Transmissionerne fra Nuuk Stadion fortsætter idag kl. 13.15 med kampen UB83 mod N-48.