Ældreboom på vej

Andelen af den ældre befolkning forventes at stige til de dobbelte i løbet af de næste 28 år. Det viser de seneste tal fra Grønlands Statistik.
Skrevet af Louise M. Kleemann
17. januar 2012 12:03

Mens der pr 1. januar 2011 var 3947 personer, som der var fyldt 65, vil der i 2040 være 7369 over 65 år. Den ældre del af befolkningen vil dermed udgøre en lige så stor andel af befolkningen som de skolesøgende. Det er hovedresultaterne af en fremskrivning, som Grønlands Statistik har foretaget af den grønlandske befolkning frem til 2040, på baggrund af befolkningsopgørelsen 1. januar 2011.

Befolkningens gennemsnitsalder vil samtidig stige til 36,5 år fra 34 år i dag. Dermed er Grønlands befolkning forsat en del yngre end for eksempel Danmarks befolkning, hvor gennemsnitsalderen allerede i dag er cirka 40 år.

Trods en stigning blandt den ældre del af befolkningen kan det samlede folketal i de kommende 20 år forventes at holde sig nogenlunde stabilt på omkring de 56.000 personer.

Befolkningen i de erhvervsaktive aldre vil fortsat udgøre over halvdelen af befolkningen.