Ældre-projekt i finalen

Det nordeuropæiske ældre-projekt O40, som Grønland har været en del af, er udvalgt som finalist til EU-Kommissionens prestigefyldte pris RegioStars.
18. januar 2012 05:58

O40-projektet løb fra 2008 til 2010 i et samarbejde mellem Skotland, Irland, Sverige, Finland og altså Grønland.

Projektet havde til formål at forbedre ældre menneskers livskvalitet, så de kan bevare deres helbred og blive boende i deres hjem længere end ellers.

Man har undersøgt, hvordan ældre mennesker kan hjælpes til at hjælpe hinanden. Her i landet er der lavet undersøgelser i byerne Nuuk, Tasiilaq, Paamiut og Illoqqortormiut og i bygderne Arsuk, Kuummiut, Kulusuk og Qeqertarsuatsiaat.

Prisen RegioStars gives til gode tiltag inden for regional udvikling, og forsøger at sætte lys på særligt originale og innovative projekter, som er attraktive og inspirerende for andre regioner.

Der er i alt indstillet 107 projekter til prisen, hvoraf 24 er valgt som finalister - og det delvis grønlandske projekt er altså én af dem.

Vinderen af RegioStars-prisen bliver offentliggjort på en konference i Bruxelles den 14. juni.