Ægtepar, der bortførte eget barn, hjem til Danmark i dag

Et dansk-grønlandsk forældrepar, der i sidste måned bortførte deres eget spædbarn, vender i dag hjem fra Tjekkiet.
Skrevet af Karsten Sommer
07. august 2009 07:32

Fredag middag flyver barnets mor og far fra Tjekkiet, og de ventes til Sønderborg ud på aftenen. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Det var i begyndelsen af juli, at den dengang kun 10 dage gamle dreng Thor blev bortført af forældrene fra sygehuset i Esbjerg. De havde netop fået at vide, at barnet ville blive tvangsfjernet pga. forældrenes stofmisbrug.

Familien blev efter 13 dage fundet i Tjekkiet. En efterfølgende lægeundersøgelse viste, at babyen Thor var i fin stand, da han blev fundet. Drengen er nu hentet hjem af Sønderborg Kommune og er anbragt hos en plejefamilie.

Forældrene vil lørdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.