Årets røgfri klasse er fra Ilulissat

Selvstyret afholder hvert år en konkurrence for klasserne på mellemtrinnet for at få oplyst om de skadelige følgevirkninger ved rygning hos helt unge mennesker. Præmien til den klasse, der bliver årets røgfri klasse, er på 30.000 kr. I år var det 5.a på Atuarfik Mathias Storch i Ilulissat, der vandt konkurrencen.
Skrevet af Peter Troelsen
19. december 2012 09:25

Der var helt klare regler for de 15 klasser fra hele landet, der valgte at deltage i konkurrencen. Den vigtigste opgave var at lave en handleplan for, hvordan klassen kan sikre, at ingen elever i klassen begynder at ryge. De øvrige vilkår for at deltage var elevernes egen skabende og deltagende virksomhed skal sættes i fokus i gennem klassens sundhedsfremmende aktiviteter og formidling og et krav om, at alle i klassen var røgfrie ved konkurrencens afslutning.

-Vi har brugt nettet, biblioteket og elevernes egen hverdag til at søge informationer om rygningen, og det gik hurtigt på for vores elever, hvor svært det er for en voksen at kvitte rygningen. For at vise vores resultater, lavede vi et teaterstykke og viste det for forældre og de ældre elever på skolen. Det resulterede i at flere voksne opgav rygningen, og det var motiverende for vores elever, fortæller Inger Degn, der sammen med Suusi Nikolajsen har været primusmotorer i projekt røgfri klasse hos 5.a fra Atuarfik Mathias Storch i Ilulissat.

Der var flere gode grund til at 5.a på Atuarfik Mathias Storch vandt årets konkurrence. Blandt andet var alle elever i klassen er røgfri ved konkurrencens afslutning. Desuden havde eleverne lavet en meget flot film omkring problemerne med at holde et rygestop.

-Vi var enige om at få inddraget forældrene på et tidligt stadie i vores arbejde, fordi det er derhjemme børnene får inspirationen. Samarbejdet fungerede helt fremragende, og hele projektet endte ud med, at vi fik filmatiseret vores teaterstykke. Alt i alt var det nok til at vinde konkurrencen, og det er vi meget glade for og endnu mere stolte over, siger Inger Degn til knr.gl.

Klassens 18 elever og to lærere har endnu ikke taget stilling til, hvad de mange penge skal bruges til, men mon ikke det bliver noget med en rejse for alle deltagerne.