Årets første kartofler er klar i Qaqortoq

Den første høst af nye grønlandske kartofler har nået Brædtet i Qaqortoq. De kommer fra et fåreholdersted ved Illorsuit, fortæller Sermitsiaq.gl
Skrevet af Karsten Sommer
02. august 2009 14:05

Og som altid med de første kartofler er prisen derefter: 45 kroner kiloet skal man betale for årets første grønlandske kartofler, som en række topkokke i Danmark har kaldt "verdens bedste".

Konsulent i fåreholdernes sammenslutning SIS, Kenneth Høegh oplyser til bladet, at man forventer en bedre høst end sidste år. Dvs. mere en de 50 tons, der blev høstet sidste år, siger Kenneth Høegh.

Det er Brugsen der aftager de fleste kartofler fra Sydgrønlands syv fåreholdersteder. Indkøbsdirektør i KNB Brugsen, Finn Christiansen, forventer at aftage 70 tons kartofler og grøntsager fra Sydgrønland i år.

Som noget nyt i Brugsens syv butikker sælges også grøntsager fra fåreholderstederne, såsom kinakål, hjertesalat, sommerkål og icebergsalat.

Desuden vil kunderne også få at vide hvilket fåreholdersted kartofler og grøntsager kommer fra.

- Vi har bedt leverandørerne om at sætte deres navn på de paller de sender os. Så kan kunderne se hvilket sted kartofler og grøntsager kommer fra, fortælle Finn Christiansen.