Redning er måske på vej til NunaMinerals

Selvom NunaMinerals søndag aften gjorde det klart, at de vil indgive en konkursbegæring, er der stadig kræfter, der arbejder på at redde selskabet.
21. april 2015 11:30

- Det er let at ødelægge ting, det er svært at bygge ting op. Så vi vil gerne fortsætte med at bygge, og ikke bare smide det hele væk, siger Patrick Newman, direktør i Greenland Rare Earth Project, til KNR.

Han har investeret både penge og arbejdskraft i NunaMinerals, og han arbejder derfor lige nu på højtryk for at finde en løsning, der kan redde selskabet fra konkurs.

Læs også NunaMinerals erklærer sig konkurs

Derfor har han været i kontakt med advokater og støtter i London for at prøve at finde en måde at redde NunaMinerals på.

- Vi er kede af , at det er kommet hertil, og vi tror stadig, at der er en mulighed for på en eller anden måde at finde nogle penge og redde situationen.  Fordi vi har ikke lyst til at spilde det arbejde, vi har lavet. Vi har lyst til at fortsætte. Og jeg tror, at mange af de danske aktieejere deler vores synspunkt, siger Patrick Newman.