Forskere: Vi har fundet verdens ældste fossil i Grønland

To forskere mener at have fundet fossiler, der er 3,7 milliarder år gamle og som dermed er de ældste fossiler man har fundet. Men professor i geologi Minik Rosing er skeptisk.
Forskerne fra Australien har angiveligt fundet fossilerne i et klippestykke fra Isukasia nordøst for Nuuk.
02. september 2016 06:00

Forskere mener at have fundet verdens ældste fossiler i Grønland. Altså spor fra noget af det ældste liv på jorden man hidtil har kendt til. Og fundet kan have stor betydning for vores viden om livets opståen.

Det skriver videnskab.dk efter et hold australske forskere har offentliggjort deres fund fra Grønland i det videnskabelige tidsskrift, Nature.

Forskerne har været på jagt i Isukasia-klipperne, der ligger ca 150 kilometer nordøst for Nuuk og det er her de har fundet efterladenskaber fra mikroorganismer, der skulle have levet for 3,7 milliarder år siden.

Efterladenskaberne ligner de fossiler, der kaldes for stromatolitter og som er små kegleformede bunker af bakterier og støv, der er blevet til sten.

Og hvis det stromatolitter forskerne har fundet, så kan det ændre vores viden om livets opståen, blandt andet, at livet ikke er så skrøbeligt som man før har troet og at der er større chance for liv andre steder i universet.

Minik Rosing tvivler

Men den grønlandske professor i geologi ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, Minik Rosing, er skeptisk overfor det nye fund.

Ifølge Minik Rosing har forskernes nyfundne stromatolitter ikke lag, som de burde have, og han mener ikke, at der er beviser nok for, at de små kegler er lavet af jordens tidligste liv.

- De strukturer, de viser, har ikke skyggen af intern lagdeling. Der er mange ting i naturen, der har den form, så jeg mener, at det er et meget langt skud, siger han til videnskab.dk.

Minik Rosing fandt selv i 1999 spor af liv, altså kulstof der kan stamme fra levende organismer, men han fandt ikke fossilerne, altså de forsteninger af selve organismerne, som de australske forskere nu mener at have fundet.

At der er delte meninger om forskernes fund er i hvert fald sikkert. I en kommentar i nature kalder en geolog fra USA forskernes fund kontroversielt og mener, at det vil blive diskuteret heftigt inden for faget ligesom der på nettet også er stor diskussion om de 3,7 milliarder år gamle klipper og sten fra Grønland