Mail fra Forsvarsministeriet: Vi har behov for Grønnedal
Forsvaret har selv behov for at anvende den tidligere flådestation i Grønnedal igen. Derfor kunne et selskab fra Kina ikke overtage Forsvarets ejendomme i Sydgrønland.
Sådan lyder beskeden i en mail, som chefen for Forsvarsministeriets Kapacitetscenter, Kim Nielsen, sendte til chefen for det daværende Departement for Natur, Miljø og Justits, Mette Skarregaard, den 30. juni i år.
I mailen, som KNR har fået indsigt i, står:
- Som du ved, så blev den Arktiske Analyse offentliggjort i mandags. I analysen er der en række anbefalinger omkring styrket tilstedeværelse og opgaveløsning og med dette udgangspunkt gør vi os fornyede overvejelser om den fremtidige anvendelse af Grønnedal.
LÆS OGSÅ Grønnedal var tæt på kinesisk opkøb
Og længere nede i mailen står:
- Endelig vil jeg nævne, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har fået en henvendelse fra den kinesiske virksomhed – General Nice Group, hvor der er udtrykt interesse for Grønnedal. Idet vi genovervejer perspektiverne for tilste"deværelse i Grønnedal, vil vi orientere General Nice Group om dette.
Kim Nielsen påpeger i øvrigt i mailen, at overvejelserne om at genåbne Grønnedal ikke vil have indflydelse med Forsvarsministeriets dialog med Selvstyret om miljøoprydning på stedet.
Medie giver anden historie
Men ifølge mediet Defencewatch er årsagen til Grønnedals genåbning stik modsatte:
Nemlig at Lars Løkke Rasmussen i forsommeren indgik en aftale med lederne af forsvarsforligspartierne i Folketinget om at genåbne Grønnedal ene og alene for at holde investeringer fra Kina ude af Grønland.
LÆS OGSÅ Danmark planlægger oprydning af Grønnedal næste år
Brevet fra Forsvarsministeriet blev sendt, mens Mala Høy Kúko sad som naalakkersuisoq for området. Men torsdag fik historien følgende reaktion fra nuværende naalakkersuisoq for Selvstændighed, Natur, Miljø, Suka B. Frederiksen:
- Det er tankevækkende, hvis det en henvendelse fra et kinesisk selskab, der er den reelle begrundelse for at genåbne tilstedeværelsen i Grønnedal - og ikke Forsvarsministeriets analyse af den fremtidige opgaveløsning i Arktis som oplyst af Forsvarsministeriet. Hvis dette er tilfældet, er det en alvorlig sag.
Forsvarsministeriet har ind til nu ikke ønsket at kommentere på sagen over for KNR, men har hverken be- eller afkrævet historien fra Defencewatch.