Medie: Grønnedal var tæt på kinesisk opkøb

Forsvarets kommende genåbning af Grønnedal sker ikke på grund af Forsvarets eget behov, men for at holde en kinesisk investor fra at opkøbe den tidligere flådestation.
Foto © : Peter Barfoed
15. december 2016 05:25

Det skriver netmediet Defencewatch.

Ifølge kilder tæt på regeringen bad statsminister Lars Løkke Rasmussen før sommerferien de danske partier i forsvarsforliget om støtte til at fastholde Grønnedal som Forsvarets ejendom, skriver mediet.

Interessen for at købe flådestationen har ikke været stor, men blandt de få interesserede var en kinesisk virksomhed, som Løkke og partierne ikke ønskede skulle overtage Grønnedal.

Læs også Forsvaret skal genetablere Grønnedal

Forsvarsministeriet har ind til nu oplyst, at Grønnedal med genåbningen skal fungere som “logistisk støttepunkt” for Forsvaret i Arktis.

Men ifølge en kilde med kendskab til regeringens overvejelser har ministeriet ikke oplyst den virkelige årsag for et undgå en konflikt med både Grønlands Selvstyre og den kinesiske regering, skriver altså Defencewatch.

Grønland arbejder i øjeblikket på at tiltrække internationale investeringer til landet.

Opdateret 8.10: KNR har været i kontakt med Forsvarsministeriet i Danmark. De oplyser, at de ikke har nogen kommentar til sagen.