Vender 180 grader efter borgerstorm

Flere ledende politikere kryber langs væggene efter borgerafstemningen i Nuuk. De overvejer nu at trække deres støtte til et nyt parlament, som de afgav til forårssamlingen.
03. september 2014 14:56
I dag kom resultatet fra hovedstadens vejledende internetafstemning om placeringen af en ny Inatsisartutbygning, og der tegner sig et massivt flertal imod begge placeringer i den gamle bydel.
 
Hele 58 procent af stemmerne er tilfredse med det nuværende Inatsisartut og dets placering.
 
Alle partier undtagen Demokraterne stemte ved forårssamlingen for at bygge et nyt parlament.
 
 
I Atassut er Gerhardt Petersen måske ved at komme på andre tanker.
 
- Når der kommer nye oplysninger, så har man lov til at revurdere. Og jeg vil da gerne revurdere min beslutning, siger han til KNR.
 
Respekt fra Hans Enoksen
KNR har talt med flere ledende medlemmer af partierne, som efter afstemningen nu vil tage deres oprindelige støtte til parlamentsbyggeriet op til overvejelse igen. 
 
Hans Enoksen fra Parti Naleraq siger, at han respekterer borgernes dom om, at der ikke skal bygges ved Aqqaluks Plads.
 
- I grunden er Naleraq enig i, at der skal være en god mødesal for politikerne. Men hvis vi bare kan nøjes med, at den nuværende mødesal bliver renoveret, så går verden jo ikke under bare på grund af det, siger Enoksen.
 
Lyt til befolkningen
Partii Inuit er endnu et af partierne, som i foråret mente, at det var vigtigt med et nyt storbyggeri. For nylig slog formand Nikku Olsen på tromme for, at parlamentets nye placering bør være i Ilulissat, hvor han er flyttet til.
 
Han tror, at befolkningen i Nuuk nu er vrede.
 
- Befolkningen er ikke blevet hørt, da sagen begyndte at rulle. Jeg tror, de er træt af, at alt bliver besluttet hen over hovedet på dem, siger partiformanden.
 
Politisk ordfører i Siumut, Karl-Kristian Kruse, håber, at Inatsisartuts formandskab beslutter at lade sagen gå videre til drøftelse på efterårssamlingen.
 
Det har ikke været muligt at indhente kommentarer fra Inuit Ataqatigiit.