Henning glemmer aldrig sin første isbjørn

Du har uden tvivl en uforglemmelig oplevelse i dit liv, som du vil være glad for at fortælle dine børnebørn en gang.
Skrevet af Dorthea Johansen
28. marts 2017 15:25

Denne unge storfanger på 26 år har skudt sin første isbjørn, og det vil altid stå som en uforglemmelig oplevelse.

Det er let at gætte, at han er fanger ved at se på hans hænder, og de hænder, som nu er så unge, får meget at fortælle om, når de bliver gamle.

Den 9. februar om morgenen, sejlede Henning og hans far ud for at fange narhvaler, men vendte hjem med en isbjørn.

- Mens vi sejlede langs iskanten, så vi den galopere på isen. Den var langt væk, så vi gav den fuld gas mod den, vi var kun gået fra borde, da vi fik den. Jeg skød kun én gang, så rørte den sig ikke igen, fortæller Henning Fleischer.

Storfanger

Henning er en ung fanger på 26 år, og han mangler kun at fange en blå narhval for at have fanget alle fangstdyr.

Men uanset hvilke dyr han fanger i fremtiden, vil den første isbjørn altid være noget helt særligt.

- Det var en fantastisk oplevelse, hvor vi gav besked til vores venner og bekendte om, at jeg havde fanget en isbjørn. Der var allerede et rygte om, at jeg havde fanget en narhval ene mand. Da de kom ned til stranden, så var det en isbjørn. Mange var forundrede.

Hennings stedmor Najaaraq og Hennings søn Qarsoq deltog også i fejringen af den store begivenhed.

- Der kom mange folk og omringede os, og der kom mange for at se os. De ville se en isbjørn og mange ønskede tillykke, fortæller hans stedmor Najaaraq Alaufesen.

- Jeg var forundret, jeg var også bange for den, siger hans søn, Qarsoq Fleischer.

Fest

Og traditionen om, at første gang af alting er en fest, trådte i kraft.

- Vi måtte give kaffe, så vi fik pludselig meget travlt. Vi måtte sige ’værsgo’ til alle. Folk hyggede sig, så det gjorde vi også. Der kom nye folk til hele tiden, så der var fest til langt ud på aftenen, siger Henning Fleischer.