Uenighed om Kangerlussuaq

Partierne udviste stor uenighed om Kangerlussuaq ved den afsluttende debat om Naalakkersuisuts lufthavnspakke.
Foto © : Mittarfeqarfiit
03. december 2015 13:51

Naalakkersuisuts lufthavns pakke blev vedtaget med et bred flertal ved gårsdagens sidste møde i efterårssamlingen i Inatsisartut. Alligevel var debatlysten stor under ordførernes indlæg, og det drejede sig i høj grad om én lufthavn - Kangerlussuaq.

Et af de helt store ubesvarede spørgsmål i debatten om Grønlands luftfartsstruktur er fortsat, hvad det vil koste at renovere lufthavnen i Kangerlussuaq. Der har været nævnt beløb lige fra 150 millioner kroner til to milliarder kroner, og på Inatsisartuts møde onsdag var der fortsat uenighed om, hvor mange penge, der er brug for.

Læs også IA advarer imod lufthavnsudvidelser

Det selvom anlægsudvalget netop har besøgt Kangerlussuaq 16. november. Kangerlussuaq går en mere usikker fremtid i møde, hvis der åbnes to nye atlantlufthavne i henholdsvis Nuuk og Ilulissat, som der lægges op til i lufthavnspakken.

Oppositionen argumenterede i høj grad for Kangerlussuaqs muligheder under debatten, og  IA's Kalistat Lund fremførte, at behovet for renoveringen af Kangerlussuaq havde været stærkt overvurderet.

- De tal der har været fremme - de to milliarder kroner - de har været meget bremsende for Kangerlussuaqs udvikling, siger Kalistat Lund til KNR.

Læs også Lufthavnspakken vedtaget

Han mener, at renoveringen kan begrænses til det mest nødvendige.

- På den måde tror vi, at man kan komme helt ned på omkring en halv milliard kroner, siger Kalistat Lund.

For de 500 millioner kroner kan Kangerlussuaq ifølge Kalistat Lund renoveres, så lufthavnen får 2450 meter brugbar landingsbane.

Siumuts Jens Erik Kirkegaard henviste derimod til lufthavnsvæsnet, der ifølge ham mener, at der skal bruges 1,2 milliarder kroner for at renovere den amerikansk anlagte lufthavn.

Læs også Anlægsudvalget prioriterer to lufthavne

Mulighederne i Kangerlussuaq skal nu undersøges nærmere efter anlægsudvalget anvisninger, og resultaterne skal behandles sammen med planerne for udvidelsen af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat ved efterårssamlingen i 2016.

Per Rosing-Petersen stemte som eneste medlem af Inatsisartut imod lufthavnspakken, og han gik dermed imod de to øvrige Inatsisartutmedlemmer fra Partii Naleraq, Hans Enoksen og Anton Frederiksen, der tilsluttede sig forslaget.