Nunavik Tragedie rammer bygden Akulivik

En ung indbrudstyv dræbte lørdag tre personer, hvorefter han selv blev skudt af politiet.
11. juni 2017 12:35

Det var en meget tragisk lørdag i bygden Akulivik i Nunavik.

Fire inuit ligger nu døde i bygden Akulivik. Det er en lille bygd med ca 650 indbyggere i Nunavik på kysten af Hudson bugten.

En ung mand på 19 år begik lørdag indbrud i tre hjem i Akulivik. Da folk prøvede at stoppe ham, dolkede han fem personer og i løbet af ganske kort tid lå tre personer dræbt, heriblandt et barn på omkring 10 år.

Kativik politistyrke (regional politistyrke, red.) fandt ham, da han prøvede at begå indbrud i et fjerde hus, og de skød den unge mand.

Skrev på facebook

Den unge gerningsmand er blevet identificeret som Illutak Anautak.

Mens det stod på beskrev han sine handlinger på facebook og skrev blandt andet:

”Jeg er ligeglad med, om jeg har dræbt nogen." Lidt senere skrev han, at han havde dolket i alt fem personer.

Timothy Aliqu fra bygderådet udtaler til CTV fjernsyn, at bygdebeboerne er helt knuste, og at rådet vil mødes for at finde en vej fremad.

I alt ligger nu fire inuit døde og andre kritisk sårede i Akulivik efter denne tragiske lørdag.