Tiltalt var meget påvirket under retsmøde

Det var en påvirket grønlandsk mand, der skulle afgive forklaring onsdag. Han er tiltalt for voldtægt og mordforsøg på en kvinde, der er i slutningen af 30'erne.
Foto © : Diogo Madeira/Flickr Creative Commons
Skrevet af Mads Pedersen
17. maj 2017 16:54

Retssagen mod den grønlandske mand, der er tiltalt i Danmark for voldtægt og mordforsøg på en dansk kvinde, startede onsdag i Københavns Byret.

Anklagemyndigheden kræver, at den tiltalte skal idømmes forvaring, og der var ingen tvivl om, at den tiltalte var påvirket af sagen, lyder det fra BTs journalist Birger Andersen, der fulgte retsagen i byretten.

- Der var ingen tvivl om, at han var meget påvirket af, hvad det er for en situation, han er havnet i. Han talte meget lavmælt. Når han skulle afgive forklaring, foregik det med lav stemme, og man kunne godt fornemme, at han var præget af sagens alvor, fortæller Birger Andersen til KNR. 

LÆS OGSÅ 30-årig grønlandsk mand kræves idømt forvaring på ubestemt tid

Den tiltalte, der hele tiden har nægtet sig skyldig, fastholder, at han ikke husker noget fra den nat, da han havde drukket 10 øl og en lille flaske vodka. Under sin fængsling er han dog kommet i tanke om en mulig forklaring på, hvordan han DNA er endt på offeret.

- Han har glimt i sin erindring, hvor han muligvis er blevet overfaldet selv af en eller anden mand. Og han har en forklaring om, at han måske kan være væltet ned over den her kvinde.

- Det, underforstået, kan (ifølge den tiltalte, red.) være forklaringen på, at der er fundet DNA-spor på ham fra kvinden og omvendt, fortæller BT-journalisten Birger Andersen. 

Men senere i retsmødet kom der overvældende beviser i form af DNA-test fra både den tiltalte og offeret.

- Og det er med den allerhøjeste sandsynlighed, man kan have inden for DNA-spor, siger Birger Andersen. 

Onsdagens retsmøde var den første af tre retsmøder. Der falder dom i sagen den 23. maj.

LÆS OGSÅ Jeg er ikke sådan et menneske