Tilskuds-kniv rammer udsatte grønlændere

Socialt udsatte grønlændere i København risikerer at blive ramt, fordi regeringen vil fjerne tilskud til kommunen. I stedet skal pengene fordeles via satspuljen, foreslår regeringen. Det giver dårligere service, lyder kritik.
Foto: Arkiv
13. september 2016 16:00

En oprydning af gamle tilskud til kommunale projekter risikerer at ramme socialt udsatte grønlændere i København.

Social- og Indenrigsministeriet ønsker nemlig at fjerne tilskuddet “Særtilskud til Københavns Kommune”, også kalde Storbypuljen, som ellers er et varigt tilskud, og lade pengene gå til satspuljen.

Og det kan få konsekvenser for Kofoed Skole, som risikerer at miste 417.000 kroner årligt til bofællesskab “Miteq” for socialt udsatte grønlandske kvinder. Tilskuddet går i dag til personlig rådgivning til kvinderne i huset.

   LÆS OGSÅ: Socialminister vil hjælpe udsatte grønlændere med nuværende midler

Også behandlingsstedet Frederiksberg Centeret risikerer at må lukke et tilbud om alkoholbehandling til grønlændere, hvis det kommunale tilskud bortfalder. 

Herudover kommer et tilskud til indsatser over for stofmisbrugere, som regeringen også lægger op til at trække fra Københavns Kommune. Sammenlagt giver det Københavns Kommune et hul på 58 mio. kroner i 2017. 

 

Penge fordeles påny

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann foreslår, at pengene fra de to tilskudsordninger i stedet bliver lagt i satspuljen. Og her er regeringens hensigt, at hjælp til socialt udsatte grønlændere i Danmark skal øges, særligt via De Grønlandske Huse.

   LÆS OGSÅ: Regering vil bruge flere penge på udsatte grønlændere

Men det er at tage at give med én hånd og tage med den anden, mener forstander på Kofoed Skole, Robert Olsen.

- Samtidig med at man laver en indsats, er der også nogle ting, der får færre penge og nogle udsatte, grønlandske borgere, som får en dårligere service, siger han til KNR.

Københavns Kommune er i disse dage ved at drøfte næste års budget og dermed også, om pengene til bl.a. Kofoeds Skole og Frederiksberg Centeret kan findes andre steder.

Også Københavns overborgmester Frank Jensen skriver i et brev til Social- og Indengsudvalget i Folketinget, at omflytningen er "at fodre hunden med sin egen hale”.

Han mener ikke, at der er brug for flere kortvarige projekter, som satspuljemidler typisk går til, men i stedet er der "brug for at holde fast i den grundlæggende drift," skriver han til udvalget.

KNR forsøger at få en kommentar fra regeringen i sagen.