Succes for grønlandsk bordtennis i Danmark

I denne weekend er der kvalifikation til Top 12 turneringerne, og hele to grønlandske deltager ser frem til hårde kampe weekenden over.
Skrevet af Peter Troelsen
24. januar 2014 06:49

Nukannguaq Søholm deltager i damejunior/U21 rækken og Melissa Larsen er med i yngre pige/pige rækken. Begge spillere går på efterskole i Tjele, hvor bordtennis spiller en stor rolle i både skole- og dagligdagen.

Der er tolv deltagere med i alle rækkerne, og man spiller alle mod alle. De fire bedste i hver række kvalificerer sig til det endelige Top 12 stævne, der spilles i marts. Bortennissportens landstræner Tommy Jørgensen forudser et svært kvalifikationsstævne, da niveauet er højere end nogensinde.

Men allerede torsdag var der succes for bordtennisspillerne fra Tjele Efterskole. Peter Jakobsen og Ivik Nielsen fra BAT 98 Sisimiut og Marco Fisker Jørgensen fra K33 Qaqortoq bestod dommereksamen. Flot af eleverne da testen var på dansk og rigtig svær. De kan nu fungere som dommer ved mesterskaber som afvikles i Sisimiut i påsken.