Nathanielsen: Stramme regler for brug af peberspray og skjold
I sidste uge vedtog Folketinget - efter opbakning fra Inatsisartut - at peberspray og skjold i fremtiden bliver lovlige magtmidler i grønlandske anstalter.
Loven træder i kraft 1. april, men for Grønlands Kriminalforsorgen bliver 2017 blot et forberedelsesår til den nye praksis, fortæller direktør Naaja Nathanielsen til KNR.
- Vi laver en bekendtgørelse, som redegører for, hvordan man må anvende magt. Der er allerede en bekendtgørelse, men nu skal den revideres. Derudover skal alle ansatte igennem en uddannelse i at bruge skjold og peberspray, så vi både får nogle retningslinjer, men også bliver klædt på til at gøre det.
Bekendtgørelsen skal bl.a. sætte reglerne for, hvor og hvornår pebersprayen må bæres i personalets bælter, og hvornår det skal opbevares i aflåste skabe.
Det vil også blive slået fast, om der skal være forskellige procedure for brugen af peberspray og skjold i de åbne anstalter og i den lukkede afdeling i den kommende anstalt i Nuuk.
Nye magtmidler er sidste udvej
I alt skal 115 medarbejdere inden for Kriminalforsorgen i hele landet uddannes i brugen af de to nye magtmidler. Det sker i løbet af foråret og efteråret.
Men Naaja Nathanielsen forventer, at magtmidlerne meget sjældent vil blive taget i brug. For brugen af peberspray og skjold står aller sidst på listen over metoder til at nedtrappe en konflikt med en indsat. Øverst på listen står dialog, dernæst greb.
- Jeg forudser, at det bliver ufatteligt sjældent. Og jeg vil tvivle på, at det vil ske hvert år. Der er så mange ting, der skal falde sammen, før det giver mening at benytte peberspray eller skjold, siger hun.
Anstalter skal klare konflikter selv
Alligevel er der grund til, at midlerne nu bliver lovlige at bruge i anstalterne, mener hun.
- Fordi det er meget godt at have adgang til og viden om de mangtmidler i de meget sjældne tilfælde, hvor det giver mening, siger Naaja Nathanielsen og tilføjer:
- I dag skal vi hidkalde politiet, hvis der skal anvendes peberspray. Og det kan være konfliktoptrappende, hvis der kommer nogen udefra. Derfor mener vi egentlig, at det kan være med til at dæmpe konflikter, hvis vi inden for kriminalforsorgen klarer konflikterne fra start til slut..
LÆS OGSÅ Mange farlige grønlandske fanger
LÆS OGSÅ Planer om peberspray møder kritik
Med den nye lovændring er skub samtidig blevet ulovlig som magtmiddel i de grønlandske anstalter. I praksis har metoden dog ikke været tilladt inden for det grønlandske kriminalforsorgen i en årerække.
I 2011 blev det tilladt for personalet i de danske fængsler og arresthuse at bruge peberspray og skjold over for de indsatte i yderste tilfælde.