Naaja Nathanielsen svarer på kritik af forslag om peberspray

Det skal kun være i helt særlige tilfælde, at betjente i Grønlandske anstalter anvender peberspray, hvis det bliver gjort lovligt.
Foto © : KNR
Skrevet af Jonas Fievé
08. september 2016 10:25

Det siger direktøren for Kriminalforsorgen i Grønland, Naaja Nathanielsen, efter kritik fra Grønlands Råd for Menneskerettigheder.

- Det er et meget voldsomt magtmiddel, som ikke harmonerer med principperne for de grønlandske anstalter, har rådet udtalt til avisen AG.

Direktøren mener, det er nødvendigt at gøre brug af peberspray lovligt, men siger samtidig:

- Jeg er fuldstændig enig i, at man skal være meget varsom med brug af peberspray, siger hun.

Brug af peberspray er en del af forslaget til ændring af både retsplejeloven og kriminalloven, som den danske justitsminister søger tilslutning hos Inatsisartut, og som Naalakkersuisoq for justitsvæsen, Martha Lund Olsen, vil fremlægge under efterårssamlingen.

Læs også Planer om peberspray møder kritik

I Danmark blev det tilladt at bruge peberspray i fængslerne tilbage i 2011, og Grønlands Råd for Menneskerettigheder har derfor interviewet indsatte. De fortæller blandt andet, at det føles som at få kogende vand i ansigtet og, at det føles som, at man bliver kvalt.

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke, at peberspray bruges i lukkede rum, da en rapport slår fast, at det kan udløse akutte øjenkramper og deraf følgende blindhed i op til 45 minutter, skriver AG.

Naaja Nathanielsen forsikrer, at der kommer klare beskrivelser af hvornår, hvorfor og hvordan peberspray må bruges, ligesom der efter brug af peberspray skal evalueres og indberettes.

- Så vi sikrer, at et her ikke løber løbsk. At det her kun bruges i alleryderste tilfælde, hvor der faktisk er fare for enten den indsatte selv eller for andre omkring, siger hun.