ATAMMIK Sporene efter McGregor spøger stadig

Der er gået 20 år siden de tragiske begivenheder i Atammik. Men de er ikke glemt.
22. februar 2017 10:51

Igennem 30 år misbrugte en mand børn seksuelt i bygden Atammik. Selvom det efterhånden er mange år siden kan konsekvenserne stadig mærkes.

I sidste uge kunne vi her på KNR fortælle, at en tilsynsrapport fra Selvstyret dokumenterede, hvordan mange af ofrene fra Atammik-sagen i dag stadig lider under det misbrug, de blev udsat for dengang.

Geologen Victor McGregor fra New Zealand boede i Atammik i 30 år. For 17 år siden i år 2000, kom det frem, at han gennem tiden havde misbrugt børn, mest drenge, seksuelt.

Her i blandt Salomon Jakobsen, der i dag er 42 år. Han blev seksuelt misbrugt første gang, da han var 10 år.

- Det skete mere end én gang. Det skete, når jeg overnattede hos ham. Jeg vågnede mens han var i gang med det.

Atammik-sagen:

I maj 2000 kom det frem, at geolog Victor McGregor gennem 30 år havde misbrugt de mindreårige drenge, som han trænede i bordtennis i bygden Atammik ved Maniitsoq.


Han blev anholdt og tilbageholdt, men valgte at tage sit eget liv under sit ophold i detentionen i Maniitsoq.


Sagen blev efterfølgende lukket.

Og det har haft mange negative konsekvenser for Salomen.

- Det var hårdt. Jeg flygtede fra følelserne ved at drikke og ryge. Så der gik længe, før jeg fortalte om det.

Det vides ikke, hvor mange børn Victor McGregor har misbrugt. Sagen lukkede efter McGregor begik selvmord.

Selvom det er 17 år siden Victor McGregor døde, kan konsekvenserne stadig mærkes i bygden.

De, der har bearbejdet det, synes det er lettere. De, der ikke har erkendt deres problemer, er storforbrugere af alkohol og stoffer.

Salomon Jakobsen har været i behandling for alkohol og hashmisbrug 3 gange. Nu har han været alkohol- og stoffri i 4 år. Men han kan godt forstå de konsekvenser, det har haft på bygden.

- Jeg kan se og mærke konsekvenserne. Og jeg må indrømme, at de stadig er der. Der bør ske noget, det offentlige bør sende nogen, som f.eks. en psykolog, siger han.

Den anonyme landsdækkende rådgivningslinje Attavik 146 har åbent mellem kl. 19-21.

Se mere i Qanorooq klokken 19 og 21 tirsdag aften.