Skaale: Spanien er skræmmebillede for Rigsfællesskabet

Spanien er selv skyld i, at Catalonien ønsker at løsrive sig. Sådan lyder det fra Færøernes ene medlem af Folketinget, som mener, at Danmark kan tage ved lære af situationen i Spanien.
Foto © : Folketinget
Skrevet af Jonas Fievé
10. oktober 2017 10:34

Det er en dårlig idé at bruge en forfatning til at forhindre øget selvstyre, og derfor er Spanien ifølge Sjúrður Skaale selv skyld i, at Catalonien har stemt for løsrivelse.

- Først gav man catalanerne selvstyre, og det havde man så i fem år, og så amputerede man det bagefter, siger Sjúrður Skaale, som har været i Catalonien flere gange som valgobservatør.

I 2010 underkendte den spanske Forfatningsdomstol nemlig store dele af en selvstyrelov fra 2006, som både var godkendt i det spanske parlament, i lokalregeringen og ved en catalansk folkeafstemning.

LÆS OGSÅ Cataloniens leder ønsker mægling med Spanien om løsrivelse

Men det konservative parti Partido Popular mente, at den udvidede selvstyreordning var i strid med den spanske forfatning og bragte derfor spørgsmålet for forfatningsdomstolen.

- Det er politisk så uklogt, arrogant og frækt og helt ufatteligt, at man har gjort det. Hver eneste dag i syv år har man vidst, at det vil ende galt, siger Sjúrður Skaale fra det socialdemokratiske Javnaðarflokkurin.

Kan ikke komme som en overraskelse

Efterfølgende er selvstændighedsfløjen gået frem, og den 1. oktober blev der afholdt en folkeafstemning om catalansk løsrivelse, hvor 90 procent stemte ja til, at Catalonien i fremtiden skal være en selvstændig stat. Spanien anerkender dog ikke afstemningen.

LÆS OGSÅ Catalonien vil erklære sin uafhængighed om få dage

Ifølge Sjúrður Skaale var det aldrig kommet så vidt, hvis Spanien ikke havde brugt forfatningen til at spænde ben for beslutningen om øget selvstyre. Det skal Danmark tage ved lære af, hvis man ønsker at bevare Rigsfællesskabet.

- Selvom man nogle gange mener, at man med Grundloven i hånden kan sige, at det er ulovligt, det i ønsker, så er det meget dumt at gøre det, siger Sjúrður Skaale.

LÆS OGSÅ Forfatning skal ikke underlægges dansk grundlov

Skal ikke følge Grundloven slavisk

Han mener derfor, at man fra den dansk sige skal ser gennem fingrene med, hvis en kommende grønlandsk forfatning på nogle områder er i strid med Grundloven.

Sjúrður Skaale fremhæver, at Danmark i forvejen har vedtaget en hjemmestyreordning, som giver Færøerne flere beføjelser end Grundloven tillader.

- Men for at undgå en konflikt og for at får færingerne til at føle sig hjemme i Rigsfælleskabet, så har man sagt, at vi gør det på den måde, da det er Færøernes ønske og behov, siger Sjúrður Skaale.

Parlamentet i Spanien skal mødes tirsdag, hvor det forlyder, at separatisterne vil bruge mødet til at udråbe et selvstændigt Catalonien.