Sommeraktiviteter i Qaasuitsup Kommunia for børn og unge

Sommeren er officielt kommet her til Grønland. Skolebørnene har fået fri for deres skolebøger og dermed har de sommerferie. For at børnene ikke skal savne skolen alt for meget har byer i Qaasuitsup Kommunia forskellige ferietilbud til børn og unge.
Foto © : KNR
Skrevet af Malu Pedersen
29. juni 2015 15:42

I Aasiaat har der været fodboldskole til de unge fra den 26.- til den 28. juni. FC Aasiak afholdt fodboldskolen for 15. gang. Lidt senere bliver der også afholdt en håndboldskole til de unge, hvor idrætsklubben Norsaq HC står for det.

Der bliver også børnecup i Aasiaat for U12 og U14. Det foregår fra den 6.- til den 16. juli. Fodboldklubber fra hele Diskobugten deltager. Fortæller fritidsinspektør i Aasiaat, Søren Peter Geisler til KNR.

Qasigiannguit Museum har lagt planer for hele familien med sin 'levende boplads'. Her kan man bl.a. prøve at leve som en "historisk familie" og deltage i værkstedsaftener. Her er også mulighed for kajaksejlads. Der vil ligeledes være en fodboldskole for børn i Qasigiannguit denne sommer, som er åben for alle, der vil med.

I Qeqertarsuaq har man endnu ikke lavet konkrete planer for, hvad der skal ske i løbet af sommeren, men sidste år fik byen Skateboardrampe, så i år bliver der uddelt hjelme til børnene. Her er der også planer om at holde en grillaften for børn og unge, siger fritidsleder i Qeqertarsuaq, Simigaq Grønvold.

I Ilulissat er der ikke endnu lagt planer for, hvad der skal ske i løbet af sommeren for de unge. 

Hvis du kender til nogle arrangementer for børn og unge i din by eller bygd, er du meget velkommen til at kontakte os på mailen webredaktion@knr.gl