Tema: Anbringelser

Ingen invitation fra naalakkersuisoq: Socialrådgiverne vil stadig samarbejde

Naalakkersuisoq for børn og unge lægger op til større samarbejde, hvis udfordringerne på anbringelsesområdet skal løses. Landets socialrådgivere har dog stadig intet hørt.
Martha Lund Olsen
Martha Lund Olsen er formand for socialrådgivernes forening NIISIP. Hun sad med ved pressemødet, hvor naalakkersuisoq præsenterede det fremtidige arbejde på børn og unge området. Foto © : KNR
Skrevet af Kim Hinrichsen
23. januar 2024 11:07

Tirsdag i sidste uge præsenterede naalakkersuisoq for børn og unge, Aqqaluaq B. Egede (IA), naalakkersuisuts bud på, hvordan man løser de massive udfordringer på anbringelsesområdet.

Arbejdsgrupper og undersøgelser er blandt de værktøjer, som departementet nu og i fremtiden vil tage i brug for at komme problemerne til livs. 

Samtidig lyder budskabet fra naalakkersuisoq, at hele landet må samarbejde og tage del i ansvaret, hvis udfordringerne skal udryddes én gang for alle.

Med i salen sad Martha Lund Olsen. Hun repræsenterer landets socialrådgivere som formand af foreningen NIISIP. Og netop socialrådgiverne er nogle af dem, som hele tiden nævnes som en del af løsningen på problemerne.

Derfor tog hun også ordet efter pressemødet og spurgte naalakkersuisoq, hvorfor NIISIP ikke er blev inddraget i arbejdet og kommet med på råd. Særligt nu hvor naalakkersuisoq lægger op til samarbejde.

- Mit spørgsmål bagefter stillede jeg jo, fordi vi havde regnet med, at vi skulle deltage i arbejdet i forhold til sagsbehandlingen og arbejdsgrupperne, som vi blev lovet i sommer, siger hun efterfølgende til KNR.

- Vi havde jo håbet og regnet med, at vi skulle deltage i de arbejdsgrupper, som blev nedsat, fortæller Martha Lund Olsen. 

Ingen støtte til socialrådgiverne

Det er en gammel traver, at der er for få socialrådgivere til de store stakke af sager ude i kommunerne. Der er før blevet kaldt på højere løn, efteruddannelse og supervision som nødvendige tiltag. 

Tirsdagens pressemøde gav ikke ligefrem forhåbninger om, at der flere ressourcer på vej til kommunernes socialrådgivere.

Så selvom Martha Lund Olsen selvfølgelig gerne havde set, at nogle af deres ønsker var blevet indfriet, så er hende og hendes medlemmer alligevel klar til at løfte i flok og være med til at finde løsninger på problemerne på anbringelsesområdet:

- Altså alle de børn, han talte om, det er jo dem, som vores medlemmer arbejder med til dagligt. Så der håber jeg, at vi kan være med til at bidrage, siger hun. 

Har før lagt op til større samarbejde

Da Aqqaluaq B. Egede i sommers tiltrådte stillingen som naalakkersiusoq for børn og unge lovede han også, at han vil tale med alle relevante foreninger for at løse problemerne på socialområdet:

- Det er en sag, som skal behandles politisk. Derfor vil jeg som naalakkersuisoq tale med socialrådgivernes forening, MIO, Tilioq og samtlige kommuner for at se, om vi sammen kan finde løsninger, sagde Aqqaluaq B. Egede til KNR 15. juni – 10 dage efter hans tiltrædelse som naalakkersuisoq for børn og unge. 

At socialrådgiverne endnu ikke er blevet inddraget i arbejdet, gør dog ikke Martha Lund Olsen modløs.

Selvom hun er skuffet over den manglende invitation, så er hendes indbakke åben, og hun er klar til at mødes med naalakkersuisoq, hvis han vil samarbejde med NIISIP, ligesom han lagde op til både i sommer og tidligere på ugen:

- Der er ingen sure miner. Hvis vi bliver inviteret, så kommer vi, siger hun.