Skoleudvalgsformand lover forbedring

Formanden for Skoleudvalget i Kommune Kujalleq er ærgerlig over, at de lovpligtige kvalitetsrapporter fra kommunens folkeskoler ikke er blevet lavet, og han lover, at de vil blive lavet fremadrettet.
01. marts 2016 18:29

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at rapporten ikke er lavet. Jeg kan love, at dette ikke sker igen, mens jeg er formand for udvalget, siger Benjamin Kielsen, formand for Skoleudvalget i Kommune Kujalleq, efter at KNR har fortalt, at folkeskolerne i kommunen ikke har fået lavet de årlige kvalitetsrapporter.

Kvalitetsrapporterne skal indeholde oplysninger om eksempelvis foregående skoleårs resultater af trintest, undervisningstid, og omfanget af vejledning i forhold til afgangselever om uddannelses- og erhvervsvalg.

Læs også Forvaltningschef: For få ansatte er skyld i manglende rapporter

Ifølge chef for Børne- og Kulturforvaltningen i Kommune Kujalleq, Jens Korneliussenn, er rapporterne ikke blevet lavet på grund af manglende ressourcer.

- Vi har i Kommune Kujalleq meget få ansatte i forvaltningen omkring ledelsen af skolevæsenet i modsætning til andre kommuner, der har investeret i lidt mere personale, sagde Jens Korneliussen til KNR.

Benjamin Kielsen fortæller, at Skoleudvalget arbejder på at forbedre og arbejdsforholdene generelt i skoleforvaltningen, og at man forsøger at ansætte flere medarbejdere.

Læs også Folkeskolerne i Kujalleq overholder ikke lovgivningen

- Vi har lige opslået stillingsoplag for at få flere ansat i skoleforvaltningen, siger Benjamin Kielsen.

Skoleudvalget er oprettet som et særskilt udvalg i år, fordi kommunalbestyrelsen ønsker mere fokus på at forbedre folkeskolen i Kommune Kujalleq.