Sisimiuttere laver adventurefilm med myter

Tre fyre fra Sisimiut har sat sig for at forene inuit- og ungdomskultur i en adventure-film med fjelde, snescootere og offpiste-løbere.
Foto © : Innuuteq Storch/KNR
04. april 2015 13:04


- Traditionen om at fortælle videre fra generation til generation den er næsten død nu. Så vi skal lige starte den op igen, siger Napa Sandgren, som mødte Stefen Ringsø Nielsen på arktisk ingeniør-uddannelsen i Sisimiut.

De fandt sammen med fotograf Inuuteq Storch og fik sammen idéen om en anderledes adventure-film med traditionelle grønlandske elementer.

 

 

Ingen lokal identitet i adventurefilm

Stefen Ringsø Nielsen fortæller om deres ambitøse mål: At lave en film, hvor snescooter- og offpiste-skiløbere skal møde grønlandske sagnfigurer som for eksempel månemanden.

De fleste nye ski- og adventure-filmproduktioner fra Grønland handler om, at der kommer nogle europæere eller amerikanere herop og ser noget nordlys og kører i noget urørt powder (pulversne red.). Det er ikke i de film, der bliver fremstillet noget om hvad vi er for et land, og hvilken kultur vi har, siger Steffen Ringsø Nielsen.

 

- Vi tænker, vi vil lave noget nyt, som inddrager folk mere, og som viser hvad vi kan heroppe.

Læs også 100 procent adrenalin og snescootere i kommende film

Adventurefilm og flere grønlandske sagn er i ikke så forskellige som man kan tro, siger Inuuteq Storch. Livet og myterne handler om udfordringer og frygt, og det gør adventuresport også. 

- Vi kan også bruge myter og sagn i dag. For eksempel er historien om manden, der rejser mod månen relevant. Han rejser på en farlig tur, der gør ham bange, og det er præcis det samme, dem der kører ski, snowboard og hundeslæde gør, siger fotograf Inuuteq Storch.

 

Optagelser begyndt

Det lille amatørfilmhold er nu begyndt på halvanden måneds optagelser med et større hold af frivillige fra Sisimiut. 

KNR fortalte i øvrigt sidste år om et andet filmhold fra Sisimiut, som startede arbejdet med en lignende film kun om byens snescootere. Den film er nu optaget, men venter stadig på at blive færdiggredigeret, fortæller holdet bag.