Sermersooq: Sidste løsning at købe konkursbo

Kommuneqarfik Sermersooq har taget det usædvanlige skridt at købe det konkursramte entreprenørselskab Viking Greenland i Tasiilaq. Overtagelsen skal nemlig sikre, at byggeriet af en daginstitution ikke bliver alt for forsinket.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Jonas Fievé
15. december 2015 18:01

Direktør for anlæg og miljø i Kommuneqarfik Sermersooq forklarer overtagelsen af det konkursramte selskab Viking Greenland med, at det er en usædvanlig situation, som kræver en usædvanlig løsning.

- Det er for at få stabiliseret de her forskellige tiltag, vi har ovre i Tasiilaq, siger Mike Jakob Kristiansen. til KNR.

Læs også Byggefirma i Tasiilaq erklæret konkurs

For meget stod på spil

Da selskabet gik konkurs, var de i gang med en række byggerier i den østgrønlandske by. Tasilaq står derfor i den situation, at byens nye daginstitution og 10 boliger mangler at blive færdiggjort. Kommunen så derfor ingen anden udvej end selv at købe konkursboet.

- Vi har bare tænkt utraditionelt, fordi vi ønsker, at det her stop af byggeriet ikke bliver så langt, siger Mike Jakob Kristiansen.

Desuden understreger han, at de havde foretrukket, hvis et andet privat selskab havde overtaget konkursboet.

Læs også Viking Greenland-konkurs dyr for skatteborgerne

Kommunen skal ikke drive entreprenørselskab

Men overtagelsen betyder derfor ikke, at kommunen fremover skal stå for byggerier og andre entreprenøropgaver i den østgrønlandske by.

- Når vi har fået overblik over, hvilke konsekvenser, som konkursen har haft, så vil vi begynde at udlicitere igen de her service og entreprenøropgaver, som det har været tidligere.

På nuværende tidspunkt kan kommunen endnu ikke fortælle noget om, hvornår det kommer til at ske, men de håber på, at de første opgaver kan sende i udbud i midten af 2016. Mike Jakob Kristiansen vil heller ikke garantere, at de igen vil stå klar med tegnebogen, hvis andre byer eller bygder, havner i den samme situation.

- Nej, det må situationen vise, når vi når dertil, hvis der kommer sådan en situation igen.

Læs også Sermersooq træder til i Tasiilaq-konkurs