Viking Greenland-konkurs dyr for skatteborgerne

Det offentligt ejede bygge- og anlægsselskab Venture Greenland står måske med en langt større regning, end det hidtil har været fremme, efter at Tasiilaqs eneste entreprenør Viking Greenland for nylig gik konkurs.
Maskinerne står stille i Tasiilaq pga. konkursen. Foto © : Viking Greenland A/S/Facebook
11. november 2015 12:05

Først lød regningen på 245.000 kroner, skriver AG i dag. Men ifølge Greenland Ventures direktør, Karsten Høy, kan tabet gå hen og blive langt større.

Det endelige tab afhænger af, hvordan nogle af de igangværende arbejder og forpligtelser kan afsluttes.

- Men vi må nok se ind i et tab imod et tocifret millionbeløb, siger Karsten Høy til avisen.

Læs også Sermersooq træder til i Tasiilaq-konkurs

Årsagen til tabet er ifølge AG, at Greenland Venture har kautioneret for flere lån, der er taget af entreprenørselskabet, og som nu ikke længere bliver afdraget.

Derfor vil bankerne kræve de penge af investeringsselskabet Greenland Venture. Og ifølge Karsten Høy løber den regning op i seks millioner kroner.

Dertil kommer byggegarantier for to store uafsluttede byggerier, hvor Greenland Venture også står som garant over for bankerne.

Læs også Venture Greenland om konkurs: Det må vi tage som et tab

Det ene er en stor integreret børneinstitution, hvor det ufærdige byggeri nu bliver overdraget til kommunen. Det andet byggeri er 10 Iserit-boliger, hvor to stadig mangler at blive lukket for vinteren.

Hvis ikke byggerierne kan gøres færdige for de penge, der er tilbage af kontraktsummen, vil det i sidste ende blive Greenland Venture, der skal betale, skriver AG.

Venture-fonden har stillet lignende garantier for andre af Viking Greenlands byggerier, som nu er færdiggjort, men som også kan gå hen og koste fonden penge.

Læs også Byggefirma i Tasiilaq erklæret konkurs

Her afhænger tabet af de eftersyn, der skal foretages af byggerierne.

- Men det er beskedent i forhold til de to andre byggerier, siger direktør for Greenland Venture, Karsten Høy til AG.

Kurator i boet Peter Schriver ved endnu ikke, hvor store kravene fra kreditorerne bliver, men understreger, at der er tale om en omfattende sag.