Sermersooq lokker også med lønpakker

Også Kommuneqarfik Sermersooq ser frem til at få mulighed for at honorere attraktive personalegrupper med en ekstra pose penge ud over, hvad der er aftalt i overenskomsterne.
24. juli 2016 16:00

- For vi oplever også stor mangel på socialrådgivere og folkeskolelærere, siger 1. viceborgmester og fungerende borgmester i kommunen, Justus Hansen:

 - Det at kunne tilbyde en højere løn uden om overenskomsten vil være en rigtig god hjælp. Det er et godt skridt, som Kujalleq har taget, og vi bakker det et hundrede procent op, siger Justus Hansen til KNR.

 

God ide fra Kujalleq

Justus Hansens udmelding kommer, efter at Kommune Kujalleq i en officiel henvendelse til Finansdepartementet har opfordret Naalakkersuisut til at ændre lovgivningen, så kommunerne via overenskomsterne får frie hænder til selv at kunne tilbyde udvalgte personalegrupper ekstra goder.

Læs også Kujalleq lokker med højere løn

Ud over højere løn har viceborgmester i Sydkommunen, Simon Simonsen over for KNR således også peget på bedre boliger som et hus, bonusordninger og et stedtillæg til ansatte, der arbejder uden for Nuuk.

- Men vi oplever altså også, at det er svært at rekruttere den nødvendige arbejskraft i Nuuk, og at folk med jævne mellemrum springer fra, når først de hører, hvad lønnen ligger på, siger Justus Hansen.

Justus Hansen peger på, at man alene i Tasiilaq har tre ubesatte stillinger som socialrådgiver. Og er ikke i tvivl om, at en højere løn vil kunne hjælpe på det.

Læs også 520 socialsager på børneområdet i Tasiilaq

Konkurerer om lønnen

Kommunerne skal altså ud og konkurrere med hinanden om at give den højeste løn. Alligevel ser Kommuneqarfik Sermersooq frem til, at de offentlige arbejdsgivere får samme muligheder for at give lønpakker som arbejdsgiverne på det private arbejdsmarked, selv om det kan betyden at det offentlige bliver lønførende:

 - Jeg håber selvfølgelig ikke, at vi kommer ud i den situation, at vi skal konkurrere direkte på lønnen. Jeg synes bare, at alle fire kommuner nu skal samarbejde om at få denne her ordning igennem, siger
1. viceborgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Justus Hansen, som mener, at bolden nu ligger hos Naalakkersuisut.