Politiet ser sammenhæng mellem arbejdsløshed og kriminalitet

Når arbejdsløsheden stiger i Narsaq, stiger kriminaliteten også. Det mener politikommissær og regionsleder i Sydgrønland, Bent Ole Kleist.
Narsaq
Foto © : Vittu Nielsen/KNR
Skrevet af Apollo Jeremiassen
05. marts 2015 16:36

- Jeg tror, at en af kilderne til kriminaliteten er den høje arbejdsløshed i Narsaq. For eksempel når fabrikken lukker, så stiger anmeldelser af husspektakler.

- Vi ser også, at alkoholmisbruget og indbrudstyverier stiger. Derfor mener jeg, at der er sammenhæng mellem arbejdsløsheden og anmeldelserne om kriminalitet, siger politiets regionsleder i Kujataa, Bent Ole Kleist, til KNR.

 

Flere anmeldelser i Narsaq

Ifølge politiets årsstatistik for 2014 er kriminalitetsanmeldelser i Narsaq steget markant i forhold til året før. I 2013 var der 173 anmeldelser, hvorimod der var 230 sidste år.

Læs også Både børnefamilier og førtidspensionister genhuset i Narsaq

Misbrug af hash og alkohol er ligeledes et problem i Narsaq.

- I gennem årene er vi blevet opmærksomme på, at Narsaq er meget aktiv med misbrug af både alkohol og hash. Nogle gange er der mere hash, andre gange mindre og befolkningen meddeler os ofte, at de observerer en hel del handel og misbrug af hash, siger regionslederen i Sydgrønland, Bent Ole Kleist.

 

Arbejdsløsheden kan være årsagen

Politiet har sammen med boligselskabet A/S INI sat 21 lejere i Narsaq ud af deres boliger og genhuset dem midlertidigt på grund af huslejerestancer.

Bent Ole Kleist mener, der er sammenhæng mellem de mange udsættelser af lejere fra deres boliger og misbruget af både hash, alkohol og arbejdsløsheden i Narsaq.

- Her på det sidste har vi været med til at udsætte over 20 familier fra deres boliger, fordi de ikke kan betale husleje.

Læs også Politiets årsstatistik er ubehagelig læsning

- Plus, at vi har mange tilfælde af husspektakler samt indbrud i Narsaq. Derfor er jeg overbevist om, at der er sammenhæng mellem arbejdsløsheden og kriminalitet, siger han og gør opmærksom på, at problemet med de mange udsættelser fra boligerne er et samfundsproblem, som politiet ikke kan løse alene.