Politiets årsstatistik er ubehagelig læsning

Oversigten over kriminaliteten i Grønland 2014 viser, at der blev begået flere voldtægter end året før, men antallet af pædofilisager er heldigvis faldet. Det viser Grønlands Politis årsrapport.
Skrevet af Camilla Dam
04. marts 2015 10:43

Alt i alt har politiet registreret 4338 anmeldelser, hvilket er 375 færre end i 2013. Men af de sager er 24 procent af ”personfarlig karakter” – det vil sige vold, voldtægt og kønsligt forhold til børn. Og den procentdel er meget høj i forhold til andre lande.

Sammenligner man med danske forhold bliver der begået 13 gange så mange sædelighedsforbrydelser og fire gange så mange voldssager pr. indbygger i Grønland.

- Der er således fortsat behov for en intens forebyggelsesindsats på dette område. En indsats som bør løftes af en lang række aktører i fællesskab – herunder de sociale myndigheder, skoler, Sundhedsvæsen, frivillige organisationer, Det kriminalpræventive Råd (PiSiu) og Grønlands Politi, udtaler politimester Bjørn Tegner Bay i rapportens forord.

Der er registreret 132 voldtægtsanmeldelser – 20 flere end i 2013. 24 af dem er foregået i Tasiilaq/Illoqortoormiut, 19 i Qaqortoq og 17 i Nuuk.

52 sager drejede sig om et kønsligt forhold til barn under 15 år, det er 18 færre end året før. Her er der flest tilfælde i Qaqortoq, hvor 14 er blevet anmeldt.

Tallene viser også, at fire blev dræbt i 2014, der var 16 drabsforsøg og tre sager om uagtsomt manddrab. Antallet af indbrudstyverier og butikstyverier nogenlunde de samme som i 2013. Og så er der et stigende antal sager om euforiserende stoffer – 629 er 44 flere end året før og 55 flere end 2012.

Du kan læse hele politiets rapport herunder.