Sidste skoledag: Politiet efterforsker stadig

Vagtchef Lina Davidsen fra politiet i Nuuk fortæller her til eftermiddag at efterforskningen efter de grænseoverskridende overgreb mod den unge pige, i forbindelse med sidste skoledag, er i fuld gang.
Foto © : Simon Uldum
24. maj 2017 17:43

- Vi har afhørt nogle stykker i løbet af dagen. Og vi har også fået oplysninger om flere navne, som vi skal tale med, så sagen kører, siger Lina Davidsen til KNR.

Og hun advarer endnu en gang mod at dele de billeder, der blev optaget, på nettet.

- Man kan blive retsforfulgt, hvis man gør sig skyldig i at sprede noget, der kan være børnepornografi. Og vi hører gerne fra folk, hvis de hører eller oplever, at der bliver delt videoer eller optagelser af hændelsen, understreger Lina Davidsen fra Nuuk Politi.

Politiet er desuden i gang med at undersøge, om der er flere ofre i sagen. Der har således været forlydender om, at også en dreng fra 7.klasse blev udsat for krænkelser i dag, i forbindelse med sidste skoledag.