Direktør ser frem til ny havn

En enig kommunalbestyrelse i Qeqqata Kommunia ønsker en skibshavn i Kangerlussuaq, hvor Landskassen skal punge ud med 50 millioner kroner. Naalakkersuisut vil forhandle beløbet til næste års finanslovsforslag.
Foto © : Kristian Street
Skrevet af Bibi Nathansen
02. september 2016 07:19

Og en havn i Kangerlussuaq vil gavne krydstogtsturismen i Grønland, mener direktør i World of Greenland Arctic Circle, Jørgen Larsen, der ser frem til en eventuel ny skibshavn i bygden. 

- Så vi ser meget frem til vi får en havn herude, siger direktør i World of Greenland Arctic Circle, Jørgen Larsen til KNR.

Han pointerer krydstogtsturismen har en stor betydning i Kangerlussuaq og i Grønland, fordi bygden er det store omskiftningssted for de store skibe. 

- Hvis Kangerlussuaq skal lukkes, så er der selvfølgelig ikke nogen grund til at bygge havnen, men jeg har ikke nogen steder hørt, at man vil vælge at lukke Kangerlussuaq, og der vil det altså være et rigtig stærkt kort, fordi jeg forventer da, at vi bliver ved med at udvikle turismen i Kangerlussuaq, uanset om der kommer længere landingsbaner i Nuuk og i Ilulissat, siger Jørgen Larsen.   

Han peger på, at vejret er meget stabilt i Kangerlusssuaq, mens der i Nuuk ofte er udfordringer med vejret, som kan betyde forsinkelser, skibene ikke kan vente på. 

Også er der is i Ilulissat en stor del af året, der gør det svært for krydstogtsskibene at komme ind til land. 

- Så jeg er sikker på, at mange af de krydstogtsskibe vil vælge at skifte i Reykjavik, og det betyder jo, at vi i Grønland går glip af en hel masse indtægter fra krydstogtsskibene, Jørgen Larsen.