Pingvin frygtes stjålet fra tysk zoo

Den er omkring 50 centimeter høj, vejer fem kilo og har nummeret '53' på den ene vinge.
Arkivfoto Foto © : Markus Schroeder/Flickr Creative Commons
Skrevet af Karsten Sommer
14. februar 2017 10:07

Sådan lyder signalementet af en forsvunden humboldtpingvin, som ifølge tysk politi er blevet stjålet, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Det var under en optælling af dyrene i en zoologisk have i den tyske by Mannheim, at dyrepassere bemærkede, at pingvinen manglede fra sit bur.

Efter at have afsøgt området konkluderede dyrepasserne, at pingvin ikke på egen hånd kunne have undsluppet haven.

De mener derfor, at pingvinen må være blevet stjålet.

Dyrepasserne beder tyske borgere om hjælp til at finde fuglen. Pingvinen er nemlig særdeles udsat, hvis ikke den får sin særlige diæt, lyder det fra de bekymrede dyrepassere.

Pingvinen har foruden sit karakteristiske nummer på vingen også en implanteret chip, der kan identificere den.