Ole Dorph: På tide med nye kræfter

Ole Dorph er ved at nå sine mål som borgmester, og derfor er tiden inde til at give stafetten videre til en en anden. Det siger Ole Dorph, som ikke stiller op til kommunevalget.
Foto © : KNR
Skrevet af Ivik Kristiansen
24. februar 2017 06:52

- Jeg synes, at jeg efterhånden har aftjent min værnepligt, og nu kunne tænke mig at gå af, og lave noget, som ikke har noget med politik at gøre, siger borgmester for Qaasuitsup Kommunia, Ole Dorph.

Han siger, at han er ved at opfylde sine ambitioner som borgmester, og derfor synes, at det er på tide at friske kræfter kommer til og bærer kommunen videre.

- Vi har igangsat en hel masse ting i Qaasuitsup Kommunia de seneste år. Og det er en meget stor og spændende opgave. Og nu, hvor tingene snart begynder at flaske sig så synes jeg, at det også kan være på sin plads, at der sker en udskiftning af politikerne, lyder det fra Ole Dorph, der også insisterer på, at den kommende deling af Qaasuitsup Kommunia ikke havde indflydelse på beslutningen om at træde tilbage.

Det havde til gengæld hans alder.

- Jeg synes, at man politisk snakker for meget og handler for lidt. Det er det, jeg ihvertfald kan mærke i de seneste år. Og jo ældre jeg bliver, jo korter bliver den lunte. Så det spiller også en lille smule på min beslutning.

Han siger dog, at han ikke er så langt op i årene, at han ikke er klar til at starte på en ny kapitel i sit liv. Men hvad et liv efter to årtier i politik byder på er ikke endnu ikke helt på plads.

- Jeg pønser på nogle ting. Det skal nok dukke op på et senere tidspunkt. Jeg er stadig en ung mand, så jeg skal nok finde ud af, hvad jeg skal lave fremover, siger borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Ole Dorph.

Han bliver siddende på posten året ud, fordi Qaasuitsup Kommunia skal deles op, og der vælges derfor to overgangsudvalg i stedet for en egentlig kommunalbestyrelse.