Qulaarpaa Optimistisk samfundsforsker tror på politikerne

Der bliver holdt masser af skåltaler og konferencer om bygderne, men det har knebet med handlinger, forklarer samfundsforsker, som dog roser politikerne efter Qulaarpaa.
Foto © : KNR
31. oktober 2015 13:55

Der er ros til politikerne efter torsdagens Qulaarpaa.

- Som en der følger meget med Inatsisartut debatterne var jeg vældig begejstret, fordi jeg synes der var et engagement og en idérigdom, som man nogle gange godt kan savne, siger samfundsforsker fra Ilisimatusarfik, Birger Poppel til KNR.

Han glæder sig ikke mindst over, at flere af politikerne gav udtryk for, at det handler om at lytte til de mennesker, der bor i de bosteder, som oplever en affolkning.

 

Kedelig tendens

Der blev også henvist til sidste års store bygdekonference, som eksempel på borgerinddragelse. Desværre så er den udtryk for en tendens Birger Poppel har oplevet gang efter gang.

- Det var måske et eklatant eksempel på, at man sagde, nu inviterer vi nogle mennesker, og der blev jo lagt vægt på, at alle bygder var repræsenteret. Så er der gået et år, og der er ikke kommet noget som helst ud af det endnu.

Læs også Så sårbart er dit bosted

Læs også Bygdeformand kræver handling

Han mener at man skylder bygdebefolkningen noget handling, og peger på, at det minder om andre konferencer, der har været holdt om det samme emne.

- Hvor man har klaret samvittigheden ved at gennemføre arrangementet og så sker der ikke mere. Så går man videre som om intet var hændt, siger Poppel.

 

Hit and run missioner

I det hele taget mener Birger Poppel at inddragelsen af bygdebefolkningen har ladet meget tilbage at ønske. Han peger på, at nogle af de reformer, der har været gennemført over de seneste årtier er foregået hen over hovedet på de implicerede.

- Der var man ude på det jeg vil vælge at kalde hit and run missioner. Man landede bare i to timer. Fik afleveret budskabet og hakket af, at nu havde man været ude og haft dialog. Det havde man ikke.

På trods af erfaringerne lader samfundsforskeren sig dog overbevise  af politikernes optræden under gårsdagens Qulaarpaa.

- Med risiko for at lyde naiv, så med de holdninger der blev givet udtryk for i går og den måde de blev udtrykt på, så kunne jeg godt være optimistisk, slutter Birger Poppel.