Oprydningen i Grønnedal kan begynde snart

På trods af uenigheder om oprydningen er der nu enighed om at begynde de dele af oprydningen i Grønnedal, der er enighed om. Forarbejdet kan begynde allerede i næste uge.
Grønnedal
Foto © : Peter Barfoed
13. juni 2017 16:23

Oprydningen af Grønnedal skal sættes igang hurtigst muligt. Det har formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen og den danske forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen aftalt i dag.

Det oplyser Naalakkersuisut, Formandens Departement og Forsvarministeriet.

Forhandlingerne om oprydning af de gamle bygninger, affald og miljøforurening i Grønnedal begyndte tilbage i 2015.

I december 2016 blev oprydningen igen aktuel, da det blev meldt ud, at Forsvaret vil tage Grønnedal i brug igen til efteråret.

LÆS OGSÅ Grønnedal bemandet fra september

Forsvarsministeriet kunne dengang oplyse i en mail til KNR, at de i løbet af 2017 vil komme med en plan for miljøoprydningen af Grønnedal.

Der har dog indtil nu ikke kunnet opnås enighed om en aftale om en fuldstændig oprydning. Det har blandt andet været spørgsmål om flådestationens to dumpe og en olieforurening, der har været uenighed om. Og derfor er oprydningen ikke kommet igang endnu.

LÆS OGSÅ Løkke lover at rydde op på Grønnedal

Men nu er der skabt enighed om at få gang i oprydningen af de områder, der er enighed om. Altså affald og installationer eller bygninger, der ikke længere skal bruges af Forsvaret. Dermed er der mulig for at begynde at udpege de områder der skal ryddes op og sende dem i udbud. Og det arbejde begynder i næste uge, oplyser Formandens Departement.

- Det er tilfredsstillende for Naalakkersuisut, at arbejdet nu igangsættes. Men at Forsvaret nu går i gang, ændrer ikke på Naalakkersuisuts langsigtede krav til miljøoprydningen. Det vil blive fastholdt i de videre drøftelser med Forsvarsministeriet, siger Kim Kielsen. 

LÆS OGSÅ Danmark planlægger oprydning af Grønnedal næste år

Forhandlingerne om olieforureningen og de to dumpe, der stadig ikke er enighed om, vil fortsætte sideløbende med at oprydningen af bygninger og affald går igang. 

I forbindelse med oprydningen skal mulighederne for at bruge lokale firmaer og arbejdskraft undersøges. Og Forsvarsministeriet skal i samarbejde med myndighederne i Grønland se på, hvordan opgaven miljømæssigt og praktisk bedst løses.

Det er Naalakkersuisuts forhåbning, at de første læs materiale og affald kan udskibes fra Grønnedal i 2018.

LÆS OGSÅ Grønnedal koster minimum 25 mio. kr. om året