Oprindelige folk stiller krav

2014 bliver et interessant år i Canada for mine- og råstofindustrien. Oprindelige folk, både indianer og Inuit, er blevet betydeligt mere aktive, ja mere aggressive i deres meninger om mineral, olie og naturgas projekter. Der er ingen tvivl om, at det nu skal være på deres præmisser.
28. december 2013 12:59

Mine, olie og naturgasindustrierne i Canada er blevet klar over, at der skal nye strategier til for at overbevise oprindelige folk om at sådanne projekter kan være til deres gode, og at oprindelige folk skal inkluderes ikke blot som lige partnere, men som ejerne af mange af de områder og ressourcer hvor industrien ønsker at oprette projekter.

Med andre ord, der er ved at komme en ny tone i de mange forhandlinger og diskussioner om energiprojekter.

Et eksempel er Northen Gateway rørledningen. I sidste uge kom den længe afventede beslutning fra Canadas energi administration, nemlig en tilladelse til at bygge den.

Northern Gateway er den rørledning, der vil føre olie fra Albertaprovinsens tjæresand til en havn i Kitimat på vestkysten af provinsen British Columbia. Herfra er det meningen, at olien skal skibes til de mange nye markeder i Asien.

Så der er kommet en tilladelse, fordi den canadiske regering mener, at rørledningen er i den nationale interesse, som det hedder.

Men, og det er et stort men .... rørledningen vil gå igennem 11 indianer-lokal-samfund, hvoraf de fleste modsætter sig rørledning. Både indianerstammer og miljøorganisationer har allerede ladet det vide, at de agter at tage deres modstand helt op til den canadiske højesteret.

Enbridge, energi selskabet der ønsker at bygge rørledningen, har allerede brugt millioner af dollars på at prøve at overbevise folk om projektet. De vil nu blive nødt til at bruge endnu flere. Den canadiske regering er også begyndt at forberede sig til retssager om den.

Så en lang og indviklet proces. Og det er langtfra sikkert at rørledningen nogensinde vil blive bygget. Det er nye tider.