KNR Nytænkning i den grønlandske medieverden er nødvendig og tiltrængt – større mangfoldighed efterlyses

Mediehuset Sermitsiaq.AG kæmper med næb og klør for at miskreditere KNR, som i al beskedenhed har tilladt sig at tænke ud af kassen og etablere en ny radio kanal, som imødekommer behovet for at gøre mere for de unge i Grønland.
KNR-mikrofon Foto © : KNR
12. februar 2015 16:38

KNRs ledelse har i sin strategiplan besluttet at komme i en tættere dialog med landets yngre del af befolkningen ved at etablere en alternativ radio kanal, der kan styrke de unges brug af KNRs medier og som kan tiltrække og fastholde de unge på de grønlandske medieplatforme.

Det synes jeg faktisk er et super godt og stærkt initiativ, som jeg er sikker på at de fleste i Grønland vil bakke op om, og som i højere grad sikrer, at KNR kan leve op til sit ansvar som public service station.

Indenfor de gældende lovmæssige og økonomiske rammer, ønsker KNR at formidle bedst muligt indenfor radio, tv og nyheder - det er vores største ambition og det er faktisk det vi arbejder på at realisere.

At den øvrige medieverden er overraskede over vores initiativ forstår vi godt, for det er helt nyt at KNR så målrettet vil imødekomme sine lyttere med en helt ny radio service. 

 

KNR er ifølge loven delvist reklamefinansieret

Alt koster penge og det gør udvikling naturligvis også. Når KNR skal udvikle sig og lave flere og bedre programmer og nyheder koster det penge, og her benytter KNR lovens muligheder til at sælge reklamer. KNR er, efter min opfattelse, faktisk forpligtet til at sælge reklamer, som et mindre, men vigtigt tilskud til KNRs finansiering. Når KNR skal udvikle sig med flere og bedre programmer, er vi tvunget til at benytte retten til reklamesalg – vi forudser nemlig ikke større offentlige driftsbevillinger i de nærmeste år.

KNR har i 2015 budgetteret med i alt ca. 4 mio. kroner i samlede reklameindtægter inkl. reklameindtægterne fra den nye radiokanal. Det er rigtig mange penge for os i KNR, men formentlig kun en brøkdel at det samlede salg af reklamer i landet. 

Jeg synes i øvrigt det er tankevækkende, at mediehuset Sermitsiaq.AG benytter sine medieplatforme til at beskytte sine egne reklameindtægter og dermed sine egne økonomiske interesser. Men det er jo naturligvis op til ledelsen i mediehuset at vurdere.

 

KNRs nye radiokanal Voice of Greenland er indtil videre en internet radio

Købet af kanalen er en ganske fornuftig økonomisk disposition, med en relativ kort tilbagebetalingsperiode, ligesom vi fik to unge dygtige medarbejdere med i handlen. Nye unge medarbejdere, som kender de unges ønsker og behov og som vil fortsætte driften af den nye kanal og være med til at implementere den i KNRs verden.

Kanalen har hele tiden været tænkt som en internetbaseret kanal, suppleret med udsendelse på det nye DVBT-bånd, som kan høres på fjernsynet. Derudover vil vi på sigt også gerne udsende på FM nettet, men dette kræver for at være lovligt, at programmet kan høres på hele kysten. KNR er derfor pålagt at lukke for FM signalet i Nuuk, indtil der er etableret nye FM sendere i hele landet. Lukningen af FM signalet på frekvens 105.0 Voice of Greenland sker i nat kl. 24.00.

Ansøgning om adgang til DVBT platformen samt ansøgning om nye FM sendere er afsendt til Grønlands Selvstyre til videre behandling.

Programplanlægningen for den nye kanal er i fuld gang, og alle unge kan se frem til en spændende og ny måde at høre radio på. 

 

KNR støtter fortsat de lokale tv stationer

Vi har et fortrinligt samarbejde med de fleste tv stationer og eksterne producenter i Grønland, og vi nyder godt af den lokale ekspertise der findes på kysten. Vi køber lokalt producerede udsendelser for 3-4 mio. årligt, fordi det giver rigtig god mening. Ikke kun økonomisk, men i høj grad fordi vi på den måde kommer mere rundt i hele landet og det styrker alsidigheden.

Samarbejdet med de lokale stationer vil fortsætte og vil utvivlsomt øges i de kommende år i takt med, at de lokale mediers kompetencer udvikles. 

 

KNR ligger op til en mediedialog

Hvordan medieområdet i fremtiden skal se ud, er naturligvis helt op til vore politikere at beslutte. Jeg vil foreslå og anbefale, at alle kræfter indenfor den grønlandske medieverden forenes og samler sig i en konstruktiv og positiv drøftelse af, hvordan vi lovmæssigt og praktisk kan indrette os, så vi sikrer de nødvendige rammer for at kunne følge med udviklingen og samtidig undgå gråzoner.

Den mediemæssige påvirkning fra udlandet er enorm, og hvis vi ikke er opmærksomme, bliver medieområdet knust af en udenlandsk påvirkning vi ikke tidligere har oplevet. Søkablets udvidelse op ad vestkysten betyder bedre og billigere internet, og med den følger adgangen til næsten uendelige muligheder for at få dækket vores mediebehov – primært fra udenlandske medier.

En samlet set stærk grønlandsk medieverden er vigtig for at fastholde vores egen grønlandske kultur og identitet, hvorfor offentlig støtte til andre medier end KNR, efter min opfattelse, også bør indgå i de kommende mediedrøftelser.

Mediearbejdsgruppen fra 2010, som daværende Naalakkersuisut for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke Mimi Karlsen nedsatte, fremlagde i december 2010 en Medieredegørelse, som kunne være et udgangspunkt for en fornyet drøftelse og debat af medieområdet. 

KNR er klar til en mediedialog, og ser gerne rammerne for medieområdet i Grønland – og dermed KNRs rammer – udviklet og tilpasset den fremtidige medievirkelighed. 

 

Søren Lennert Mortensen

KNR Direktør