Ny direktør fundet til KNR

Annga Lynge er KNR’s nye direktør. Hun er tidligere direktør for uddannelse og økonomi i Qeqqata Kommunia.
- KNR har en vigtig og fremtrædende rolle og er en organisation med kompetente medarbejdere med stort engagement. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet og bidrage til at udvikle KNR til gavn for alle brugere, siger den nye direktør. Foto © : Lars Vinter
22. juni 2023 14:22

KNR har fået ny direktør. Annga Lynge begynder i stillingen som direktør 1. september 2023.

Hun er uddannet cand. mag. i filmvidenskab fra Københavns Universitet og har solide erfaringer indenfor ledelse, økonomistyring, strategiudvikling samt innovationsprocesser.

Bestyrelsesformand i KNR, Mette Steenholdt, siger i en pressemeddelelse, at valget er faldet på Annga Lynge på grund af hendes baggrund med blandt andet indsigt i medier, grønlandsk kultur og samfundsforhold. Derudover har hun erfaring med politiske beslutningsprocesser og forhandlinger med forskellige parter.

- Disse kompetencer har KNR behov for, for at imødekomme en medieverden i konstant udvikling. Annga Lynge får en central rolle i forhold til at udvikle en ny strategi i tæt samarbejde med medarbejderne og bestyrelsen, samt en central rolle i genforhandlingen af public service-kontrakten med Selvstyret, siger Mette Steenholdt.

Selv er Annga Lynge spændt på at begynde arbejdet.

- I disse tider med store begivenheder i landet og i udlandet, som har indflydelse på vores liv, er det med både ydmyghed og stor forventning, at jeg tiltræder som direktør i KNR, siger hun og fortsætter:

- KNR har en vigtig og fremtrædende rolle og er en organisation med kompetente medarbejdere med stort engagement, og jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet og bidrage til at udvikle KNR til gavn for alle brugere.

Annga Lynge har været uddannelseschef i Qeqqata Kommunia og sidenhen direktør for uddannelse og økonomi.

KNR’s afgående direktør, Karl-Henrik Simonsen, forlader posten 31. august. Han valgte i februar at indgive sin opsigelse, da han sammen med sin familie skal flytte til Danmark.

Han startede i stillingen som direktør i april 2016.