Pressemeddelelse KNR må igen skære ned på nyheder

Nyhedsafdelingen i KNR mangler stadig grønlandske journalister, derfor må vi igen skære ned på nyhederne.
Foto © : KNR
06. november 2023 11:41

Det er hovedsageligt i radioavisen, at vi fortsat mangler hænder. Helt præcist mangler vi fire grønlandske journalister, men manglen rammer alle platforme, fordi vi rokerer rundt på de kræfter, vi har.

Derfor skærer vi ned ved at genudsende middagsradioavisen klokken 18, ved at udgive færre webartikler om dagen og ved at sende en kortere Qanorooq i de kommende to måneder.

Vi har ansat flere freelancere og købt os til hjælp udefra, men manglen er så stor, at vagtplanerne ikke kan hænge sammen, når folk bliver syge og skal holde ferie - Det er med et blødende hjerte, at vi igen må skære ned, men også fordi vi endnu en gang må give afkald på vores faglige stolthed og ønske om at komme med gode journalistiske historier for samfundet.


Lav løn og mangel på boliger

Det er ikke første gang, at public service-stationen skærer ned på nyheder på grund af personalemangel. I februar i år blev 18-radioavisen skåret væk for første gang.

- Vi vil fortsætte arbejdet på at løse personalesituationen, men med de lønninger, vi har, og afhængigheden af selvstyrets personaleboliger er det svært at rekruttere lokale journalister. Vi har forsøgt at rekruttere uddannede journalister, også fra kysten, men de har også brug for boliger, siger Annga Lynge.

Der er mulighed for, at ansatte i Selvstyret kan beholde deres personaleboliger ved jobskifte til KNR, men her spiller lønnen også en stor rolle, da lønforskellen på en journalist i KNR og en kommunikationsmedarbejder kan komme op på ca. 3000 kr. månedligt. En kommunikationsmedarbejder får et månedligt tillæg på kr. 2.225,25, eller kr. 3.000,00 hvis stillingen også indebærer et redaktionelt ansvar.

Hele huset bliver ramt

Af samme årsag har KNR ikke haft debatprogrammer på tv, da stillingen som debatvært i nyhedsafdelingen har været omrokeret til radioavisen for at sikre de daglige nyheder.

Vi ved, at lytterne og seerne savner debatter, og derfor har vi besluttet at overdrage stillingen som debatvært til KNR Radio. Det viser, at personalesituationen også rammer resten af huset

KNR’s nyhedsafdeling har manglet grønlandske journalister siden april 2022, og i den periode har mediehuset også rokeret rundt på journalister mellem afdelingerne for at sikre daglige nyheder.

For yderligere oplysninger kontakt direktør, Annga Lynge på telefon 361500 eller på mail aly@knr.gl