Nordiske borgere er glade for samarbejde

Det nordiske samarbejde er værdifuldt. Det mener et stort flertal af nordiske borgere i en ny undersøgelse foretaget for Nordisk Ministerråd.
Foto © : Søren Sigfusson/norden.org
Skrevet af Inge S. Rasmussen
14. december 2017 16:00

I alt 3.000 indbyggere fra Norden, herunder de selvstyrende områder Grønland, Færøerne og Åland, er blevet spurgt om deres syn på samarbejdet mellem de nordiske lande. 

Undersøgelsen viser at de nordiske borgere ser på samarbejdet som værdifuldt i dobbelt forstand: Dels at det er vigtigt og dels at det bygger på fælles værdier.

Mere end 90 procent af de adspurgte anser det nordiske samarbejde for vigtigt eller meget vigtigt (60 procent). To tredjedele ønsker endnu mere nordisk samarbejde. 

To ud af tre mener desuden, at den globale udvikling gør, at det nordiske samarbejde føles endnu vigtigere i dag.  

Ytringsfrihed, at alle mennesker har samme rettigheder samt åbne og demokratiske processer er de tre værdier der ligger øverst på listen over særlige nordiske værdier hos de fleste lande. Dog er der geografiske forskelle. 

For eksempel skiller Grønland sig ud ved ikke at lægge vægt på ytringsfrihed som en værdi. I stedet er det værdier som  tillid, alle mennesker har samme rettigheder samt ærlighed som tre af de vigtigste nordiske værdier fra de grønlandske respondenter.

På knr.gl kan du finde link til undersøgelsen, som findes på svensk.

Bag undersøgelsen står Novus sammen med Oxford Research. For Grønlands vedkommende er det HS Analyse, der har stået for interviewene, som underleverandør til Novus/Norstat.