Nordisk informationskontor åbner

Hallo Norden er navnet på en ny informationstjeneste herhjemme, som skal rådgive indvandrere der flytter fra de nordiske lande til Grønland.
Foto © : Søren Sigfusson/norden.org
Skrevet af Inge S. Rasmussen
20. oktober 2015 07:12

Samtidig vejleder tjenesten også grønlændere der ønsker at flytte til et andet nordisk land.

Nordisk Ministerråds informationstjeneste Hallo Norden har været aktiv siden 1998. I 2011 og 2012 åbnede den kontorer i de selvstyrende områder Åland og Færøerne.

Og nu i 2015 altså også i Grønland, hvor det nye kontor rent fysisk kommer til at ligge hos NAPA, Nordens Institut i Grønland.

På onsdag er der officiel indvielse af kontoret, hvor både naalakkersuisoq for nordisk samarbejde Doris Jakobsen og NAPAs direktør Mats Bjerde vil byde velkommen.

LÆS OGSÅ Hallo Norden opretter kontor i Grønland

Doris Jakobsen er glad for det nye kontor.

- Vi har selv stor gavn af at vore unge kan studere i de andre nordiske lande, så jeg er rigtig glad for at vi nu også kan byde vore nordiske medborgere velkommen på en måde, der kan gøre tilflytning lidt lettere, udtaler Doris Jakobsen blandt andet i en pressemeddelelse.

Som svensk tilflytter er NAPA-direktør Mats Bjerde også tilfreds med at der nu kommer en informationstjeneste for tilflyttere.

Han peger samtidig på, at Grønland skiller sig ud i forhold til resten af den nordiske familie.

- Grønland er cool på alle måder og meget anderledes end de øvrige nordiske lande. Den arktiske natur, den iniutiske kultur, det grønlandske sprog er jo helt og aldeles særegent og unikt, siger Mats Bjerde om årsagen til at NAPA har valgt at lægge kontorer til den nye informationstjeneste.