Nationalteateret arrangerer dramatikerworkshop

Hvem skal i fremtiden skrive ny grønlandsk dramatik til Nationalteateret? Det får man måske svaret på i denne uge, hvor der afholdes en dramatikerworkshop på Nunatta Isiginnaartitsisarfia i Nuuk.
Skrevet af Karsten Sommer
22. maj 2015 06:57

 Otte skriveinteresserede her fra landet er blevet udvalgt til at deltage, og de har i løbet af ugen fået et unikt indblik i teatret, skriveprocesser og teatrets virkemidler.

Hver dag har de lavet skriveøvelser og fået fif og gode ideer fra den danske dramatiker Michel Bonde, der har mange års erfaring til at skrive til teater.

Det fortæller teaterchef Svenn Syrin:

- Vi mangler folk herfra som kan skrive dramatisk tekst. Vi er derfor rigtig glade for at Hans Lynge Fonden har støttet os til denne workshop, hvor vi søger nye talenter, som vi efterfølgende kan tilbyde nogle skriveopgaver, instruktørassistentopgaver eller adgang til at følge vore arbejdsprocesser på Teatret fremover, siger Syrin.

Skuespillerskolens fire elever og et par af teatrets skuespillere lægger krop og stemme til nogle af de tekster, der bliver produceret i løbet af ugen.

Og i morgen lørdag, kan interesserede møde op og høre hvad ugens workshop har frembragt.

Det sker i Nationalteaterets bygninger på Industrivej lørdag kl. 15.00, og der er gratis entré.

Deltagerne er: Minik Bidstrup Petersen, Naja Rosing-Asvid, Maaliaaraq Nielsen, Frederik «Kunngi» Kristensen, Birte Olsen, Maasi Chemnitz, Tuperna Larsen og Markus E. Olsen.