Umiaq bliver udstillet på Nationalmuseet i København

Nationalmuseet i København sætter nu fokus på den grønlandske umiaq - eller konebåd som den ofte kaldes på dansk.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
21. april 2016 14:14

En ny særudstilling "Umiaq - fangerbåd, fragtskib og fællesskab" fortæller historien om inuits skindbåd, som ofte blev roet af kvinder. Deraf det danske tilnavn.

I 1900-tallet så danske grønlandsrejsende hvordan kvinderne sad med årene i bådene, der var fyldt til randen med børn, hunde, telte og andet udstyr.

Udstillingen rummer en 9 meter lang umiaq, bygget af grønlandske elever fra Kofoeds Skole i København, der hjælper socialt udsatte med at hjælpe sig selv videre i livet.

Udover det fysiske eksemplar af umiaq'en vil besøgende også kunne se forskelligt værktøj, som har været anvendt til at bygge umiaq'en samt beklædningsgenstande, der blev brugt i forbindelse med den særlige båd.

Udstillingen åbner i dag den 21. april og varer indtil 30. oktober.

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum og består af flere museer landet over.