Naalakkersuisuts rejsehold som forbillede i Norden

Der er stor interesse for Naalakkersuisuts rejsehold, der behandler grønlandske voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, i Norden.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
28. august 2015 06:11

Det skriver naalakkersuisoq for sociale anliggender Martha Lund Olsen i en pressemeddelelse.

- Det er første gang, at et forslag til Nordisk Råds session tager udgangspunkt i grønlandske erfaringer på socialområdet, skriver naalakkersuisoq Martha Lund Olsen.

Nordisk Råds velfærdsudvalg og kultur- og uddannelsesudvalg, der består af politikere fra de nordiske parlamenter, fik under deres besøg i juni, mulighed for at høre om de grønlandske erfaringer, med at behandle voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og særligt om rejseholdets arbejde.

LÆS OGSÅ Rejsehold vokser med succes

LÆS OGSÅ Naalakkersuisuts rejsehold oplever stor efterspørgsel

Udvalgene tog så godt imod de grønlandske erfaringer, at de nu har fremsat forslag til Nordisk Råds Session, der finder sted på Island i slutningen af oktober, om at ”Grønlandsmodellen-Rejseholdet” skal være forbillede for resten af Norden.

- Jeg fortalte om vores særlige indsats med at behandle voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, udtaler Martha Lund Olsen og fortsætter,

- Det er vigtigt for mig, at vi gør noget - og at det, vi gør, virker. Tilbagemeldingerne fra rejseholdets arbejde er positive. Det tyder på, at vi er på rette spor, skriver altså naalakkersuisoq for sociale anliggender Martha Lund Olsen.   

Rejseholdet blev etableret af Naalakkersuisut i april 2013 og består af selvstændige psykologer fordelt i fire hold, der har erfaring på området.